Skelet. Tre trin i hvirvelsøjlens evolutionshistorie, som de kan ses hos nulevende dyr. Hos primitive bruskfisk som fx stør er hvirvelsøjlen en cylindrisk stav, chorda dorsalis, dannet ved vækst af notochorden, som anlægges tidligt i fosterlivet hos alle hvirveldyr. Rygmarven ligger langs chordas rygside beskyttet af brusklegemer, som er tilhæftet chordaskeden og tjener som hæfte for muskler. Chordavævet er vandsugende (grundet på en osmotisk mekanisme) og står derfor under tryk, hvilket giver staven dens elastisk fjedrende egenskaber.

.

Skelet. Menneskets skelet.

.

Skelet er en struktur med støttefunktion; først og fremmest hos hele dyriske organismer, men også i celler (celleskelet). Hos flercellede dyr er skelettets opgave at støtte kroppen og/eller at virke som fæste for muskulaturen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet skelet kommer af græsk skeleton 'mumie, skelet', egl. 'indtørret, mager'.

Hvirvelløse dyr

Polypdyr og mange ormeformede dyr har et variabelt hydroskelet: En væskefyldt tarm eller krophule med et konstant volumen, men begrænset af længde- og ringmuskler, der enten forkorter eller forlænger kroppen og samtidig gør den tykkere, respektive tyndere.

De fleste faste skeletstrukturer er opbygget af kisel (hos dyriske svampe), proteiner i forbindelse med kitin (hos leddyr) eller kalksalte (hos stenkoraller, brachiopoder, bløddyr, pighuder og hvirveldyr). Skelettet afsondres hos nogle dyr fra overhudscellerne som et ydre skelet, der, så længe væksten foregår, hos leddyr periodisk afkastes og erstattes af et større skelet (hudskifte). Det ydre kalkskelet hos bløddyr (fx skallen hos muslinger og snegle) vokser ved pålejring af nyt materiale langs randen og på indersiden. Pighuder har et indre skelet, der ligger lige under overhuden; det er opdelt i mange spikler eller plader, der vokser langs deres sammenstødende rande.

Hvirveldyr

Hvirveldyrenes skelet er opdelt i et dybereliggende endoskelet og et mere overfladisk dermalskelet beliggende i læderhuden; til sidstnævnte regnes tænderne. I fuldt udviklet tilstand består begge typer hovedsagelig af knoglevæv (benvæv) indeholdende calciumfosfat og calciumcarbonat samt en mindre del organisk stof. Hos fostre anlægges endoskelettet som brusk, som under opvæksten helt eller delvis erstattes af knoglevæv. Hos rundmunde og bruskfisk sker en sådan forbening aldrig, og disse dyrs dermalskelet repræsenteres blot af tænder i munden og såkaldte hudtænder i huden.

De vigtigste knogler tilhørende endoskelettet er hvirvelsøjlens dele, ribbenene, brystbenet, bækkenet, lemmeskelettet og de fleste knogler i skulderbæltet. Dermalskelettet udgjorde hos de ældste hvirveldyr et tykt beskyttende hudpanser, hos nulevende benfisk repræsenteret ved benskæl. Dermalskelettet er hos højere hvirveldyr reduceret til tænder, nøgleben og de fleste af kraniets knogler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig