Sanser (Kognition), Sansningens begrænsninger som middel til erhvervelse af viden og erkendelse (kognition) af sammenhænge og egenskaber ved omverdenen er et centralt tema i al erkendelsesteori (epistemologi, se også erkendelse). Et umiddelbart problem er sansebedrag. Sådanne skyldes ofte fænomenet adaptation, dvs. en tidsafhængig ændring af sansecellernes følsomhed, når et bestemt stimulus vedvarer. Holdes fx den ene hånd et stykke tid i varmt vand, mens den anden holdes i koldt, adapterer de til hver sin temperatur. Holdes begge hænder derefter i vand med en mellemtemperatur, vil dette føles koldt af den hånd, der forud blev holdt i varmt vand, mens det føles varmt af den anden. Adaptation er en uundværlig egenskab ved mange sanseorganer, fx øjet, som derved indstilles til den aktuelle belysning, og ved følesansen som værn mod, at fx beklædningen konstant sanses; se også sansetærskel.

Andre sansebedrag kan henføres til simple perceptionsfejl, navnlig hvis sansepåvirkningen er usædvanlig; man tror at se noget, man kender, eller omvendt, hvis en kendt genstand optræder på en anden baggrund eller i en anden sammenhæng end den sædvanlige. Perceptionen er i øvrigt stærkt afhængig af erfaring og påvirkelig af omstændigheder og stemninger (barnet ser en fæl trold i mørket, faderen ser et gammelt, råddent piletræ). Se også illusioner.

Et andet fundamentalt problem er, at sanserne kun kan registrere en meget lille del af omverdenens egenskaber. Mennesker har fx ingen sanser, der giver blot den mindste anelse om eksistensen af radiobølger eller gammastråling, der er elektromagnetiske bølger ligesom lys, blot med bølgelængder, der ikke påvirker nogen af menneskets sanseceller. Ligeledes er strukturer, der er mindre end øjets opløsningsevne, fx bakterier, ikke umiddelbart tilgængelige for menneskelig erkendelse. Mange naturvidenskabelige gennembrud knytter sig til konstruktionen af apparater, kikkerter, mikroskoper, kompasnåle, radiomodtagere osv., som gør registrering af naturfænomenerne mulige ved som fremskudte sanseapparater at omsætte objekter og fænomener til signaler, der kan opfattes af menneskets sanser.

Erkendelsen af de menneskelige sansers utilstrækkeligheder har været et gennemgående tema i vestlig filosofi, klart formuleret allerede i antikken af bl.a. Platon og genfremsat i forskellige formuleringer op til nutiden af René Descartes, John Locke og Immanuel Kant og i nutiden af bl.a. Henry Habberley Price (1899-1985).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig