lydorganer

Lydorganer, organer hos dyr, der bruges til frembringelse af lyd, som regel i forbindelse med artens særlige adfærdsmønstre, bl.a. parringsadfærd, territoriehævdelse og aggression, men også fx byttefangst og undvigelse af rovdyr. Dyrs udsendelse af lyd foregår oftest ved, at sammentrækning af en eller flere muskler får en del af dyrets overflade til at vibrere, og denne vibration forårsager så en lydbølge. Nogle muskler kan trække sig sammen så ofte, at de direkte forårsager den vibration, der fører til udsendelse af lyd. Mygs summelyd er fx på 400 Hz (svingninger pr. s) svarende til antallet af vingeslag pr. s. Hos visse små hvepse findes flyvemuskler, der kan trække sig sammen ca. 1000 gange pr. s, men hurtigere muskler kendes ikke. Lyde over 1000 Hz kræver derfor en omsætter, en frekvensmultiplikator, mellem musklerne og vibrationerne.

Hos fisk og insekter er omsætteren som regel et stridulationsorgan. Dettes funktionsprincip kan let illustreres ved at lade enden af en blyant køre hen over rillerne på en radiator: Med lidt øvelse kan man med ringe anstrengelse frembringe højfrekvente lyde. Hos insekter føres en hård kant på én legemsdel hen over en række ensartede fremspring på en anden: Fx gnider løvgræshopper en skraber på den ene forvinge mod en række tænder på den anden. Grundfrekvensen af den frembragte vibration er selvfølgelig bestemt af det antal tænder, der rammes pr. s, men der frembringes også højere frekvenser, overtoner.

En anden type omsætter er membraner, fx stemmelæber i menneskestruben, der sættes i svingninger af hvirvler i åndingsluften, se strube. Tilsvarende mekanismer bruges af andre hvirveldyr (frøer, tudser, fugle). Se også fugle og ekkolokalisering (hos flagermus og hvaler). Hos cikader frembringes lyden af en membran, der af en muskel bringes til hurtigt at skifte mellem to stabile stillinger. Herved opstår kortvarigt komplicerede svingninger i membranen, jf. de "metalklikkere", der kan købes som legetøj.

Små højttalere kan kun udsende højfrekvente toner gennem luft, mens store højttalere tillige kan udsende dybe toner (lave frekvenser). Analogt hermed er syngende insekter henvist til at udsende lyde på mindst nogle tusinde Hz, mens store dyr også kan udsende meget dybe toner; visse lyde frembragt af elefanter i forbindelse med social adfærd ligger således omkring 20 Hz. Forholdene for lydudsendelse er dog mere gunstige i vand, så visse fisk, fx knurhane, kan brumme og grynte ved nogle hundrede Hz; lyden laver de med muskler, der vibrerer svømmeblærens væg. Insekter med en længde under 1 cm kan i luft kun udsende ultralyd (dvs. lyde over 20.000 Hz), men hvis dyrene i stedet sender vibrationer gennem de planter, de lever på, kan de anvende frekvenser på nogle hundrede Hz.

De frembragte vibrationer eller lyde modificeres ofte af andre strukturer. Hos mennesket påvirkes lydene fra stemmelæberne fx af resonanser i de øvre luftveje (svælget, mundhulen og næsen, se artikulation). Det er også muligt for nogle dyr at påvirke lyden ved at ændre omgivelserne. Jordkrebs graver fx en hornformet hule i jorden og synger fra hulens smalleste del, hvorved de opnår en forstærkning svarende til den, man kan opnå med en gammeldags råber.