Teknologivurdering, systematisk vurdering af samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser ved indførelse og anvendelse af ny teknologi; foretages i Danmark især af Teknologirådet og inden for sundhedsvidenskab af Center for Evaluering og Medicinsk Teknologivurdering under Sundhedsstyrelsen. Sidstnævnte udarbejder en flerfaglig analyse af forudsætningerne for og konsekvenserne af indførelse af nye metoder og nyt udstyr, der anvendes ved opsporing, diagnostik, behandling, pleje og forebyggelse af helbredsproblemer. Resultaterne anvendes bl.a. til prioritering inden for sundhedsvæsenet.