Miljømedicin (Fagets historie), Miljømedicin er udviklet fra faget hygiejne. Især efter 2. Verdenskrig rettedes opmærksomheden i stigende grad mod kemiske stoffer snarere end mod de mikroorganismer, som hidtil havde udgjort det største sundhedsproblem. Smitsomme sygdomme hører nu mest hjemme i det lægelige speciale infektionsmedicin, mens miljømedicin ud over de kemiske og fysiske miljøfaktorer omhandler de biologiske allergener.

Faget har nær tilknytning til andre lægelige specialer, især arbejdsmedicin, som kan opfattes som en del af faget miljømedicin. Hvad enten den skadelige påvirkning sker på arbejdspladsen (se arbejdsbetingede sygdomme og erhvervssygdomme) eller er en følge af miljøforurening, drejer det sig ofte om de samme sygdomsfremkaldende faktorer, og det kan endda i nogle tilfælde være svært at afgøre, om eksponeringen skete på arbejdet. Formelt er en lærers udsættelse for dårligt indeklima i skolen således et arbejdsmedicinsk problem, mens det for eleverne henhører under miljømedicin. På mange sygehuse kaldes specialet derfor arbejds- og miljømedicin, idet de kliniske opgaver overvejende drejer sig om erhvervsbetingede forhold. Sammen med andre samfundsmedicinske fag regnes miljømedicin som en del af folkesundhedsvidenskab.

Ernæring, motion og forbrug af nydelsesmidler kan på tilsvarende vis påvirke helbredet og dermed evt. føre til livsstilssygdomme. Men i disse tilfælde er eksponeringerne helt eller delvis frivillige, og dette har betydelige konsekvenser for mulighederne for forebyggelse. Miljømedicin har også nær tilknytning til naturvidenskabelige fag, bl.a. økologi. Forurening kan naturligvis skade ikke bare menneskers sundhed, men også miljøet i sig selv. Der har i de senere år været en tendens til at opprioritere hensynet til omgivelserne, og denne bevægelse har nydt fremme pga. ny viden om forureningens effekter på ozonlag og klima.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig