Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lægeerklæring

Oprindelig forfatter GAlmi Seneste forfatter Redaktionen

lægeerklæring, lægeattest, skriftlig erklæring om en persons helbredstilstand, sygdom eller andre lægelige forhold. I henhold til Autorisationslovens § 20, stk. 1 skal lægen ved udfærdigelse af en lægeerklæring udvise omhu og uhildethed. Lægen skal således være en objektiv opmand mellem den person, erklæringen drejer sig om, og den instans, som begærer erklæringen.

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse fastslår, at lægeerklæringer er retslige dokumenter, og fastsætter krav, der bl.a. specificerer sprogbrug, samt at man skal kunne skelne mellem lægens egne iagttagelser og oplysninger fra andre. Ordentligvis bør erklæringen ikke afgives uden personens samtykke.

Lægeerklæringer anvendes, hvis en helbredsundersøgelse skal dokumentere, at en person opfylder visse helbredsmæssige krav, fx ved erhvervelse af kørekort (se kørekort (helbredskrav)). Desuden ved forsikringsselskabers bedømmelse af personskader, ved ansøgning om helbredsbetinget førtidspension eller hjælpemidler samt ved attestation af sygefravær (sygemelding).

Annonce

Lægeerklæringer rekvireres i mange tilfælde, hvor der er manglende tillid mellem to parter, fx ved sygefravær eller skilsmisseproblemer.

Hvis en lægeerklæring afgives på et for løst grundlag, eller hvis lægens uhildethed drages i tvivl, kan sagen forelægges Styrelsen for Patientsikkerhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Almind: lægeerklæring i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119638