Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

iatrogene sygdomme

Oprindelig forfatter GAlmi Seneste forfatter Redaktionen

iatrogene sygdomme, sygdomme eller skader fremkaldt af læger, enten ved deres behandling eller ved deres rådgivning. Iatrogene sygdomme kan enten fremkomme pga. fejlbehandling som en egentlig lægefejl, fx pga. sjusk, eller pga. utilsigtede, hændelige bivirkninger af kirurgiske indgreb eller behandling med lægemidler.

Ordet iatrogen kommer af græsk iatros 'læge' og -gen.

Ved Styrelsen for Patientsikkerheds behandling af klager afgøres, om en iatrogen sygdom er forårsaget af lægefejl eller er en hændelig bivirkning. Som lægefejl betegnes fx hæshed ved beskadigelse af nerven til stemmelæberne i tilslutning til en halsoperation. En hændelig iatrogen sygdom kan fx forekomme som en infektion i et operationssår, som håraffald i tilslutning til kemoterapi ved kræft og som udvikling af Creutzfeldt-Jakobs sygdom pga. behandling af dværgvækst med væksthormon udvundet fra hypofyser fra døde personer, hvis smittestatus ikke var kendt.

Begrebet iatrogene sygdomme har fået en større udbredelse med Ivan Illichs bog Limits to Medicine (1976, da. Grænser for lægevidenskaben, s.å.), som anvender udtrykket iatrogenese om den samlede negative virkning af sundhedsvæsenets og lægevidenskabens indsats som modstykke til de gavnlige virkninger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Almind: iatrogene sygdomme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95790