folkesygdomme

Folkesygdomme, sygdomme, som forekommer særlig hyppigt i en befolkning, dvs. hos mindst 1% af befolkningen. I Danmark var de smitsomme sygdomme, fx tuberkulose, spædbørnskolerine, mæslinger, gigtfeber, folkesygdomme i 1800-t. Siden er billedet skiftet pga. ændringer i de sociale og økonomiske forhold. Desuden har sundhedsvidenskaberne i perioden udviklet nye former for forebyggelse, fx vaccinationer, og forbedrede former for behandling, navnlig inden for lægemidler, fx antibiotika, og inden for kirurgi. Endvidere har befolkningens stigende gennemsnitsalder medført, at sygdomme, der navnlig optræder hos ældre, fx åreforkalkning, er blevet hyppigere.

Folkesygdommene i slutningen af 1900-t. omfatter hjerte-kar-sygdomme, navnlig blodprop i hjertet, hjerneblødning og blodtryksforhøjelse, kræftsygdomme, navnlig lungekræft og brystkræft, diabetes mellitus, psykiske sygdomme, navnlig demens og nervøsitet, allergiske sygdomme, navnlig astma, eksem og høfeber, smitsomme sygdomme, navnlig forkølelse og influenza, muskel-skelet-sygdomme, navnlig lændesmerter og slidgigt, tandsygdomme, navnlig caries (huller i tænderne), samt følger efter ulykker.

Sygdomssymptomer er vidt udbredt i befolkningen. Ved spørgeskemaundersøgelser oplyser tre ud af fire voksne danskere, at de har været generet af sygdomssymptomer eller ubehag inden for en to-ugers-periode. Oftest optræder smerter i nakke, ryg, arme og ben, hovedpine, snue, hoste, træthed samt søvnbesvær. Disse symptomer betegnes derfor folkesymptomer.