Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dødsårsag

Oprindelig forfatter CEM Seneste forfatter Redaktionen

dødsårsag, den sygdom eller hændelse, der forårsager dødens indtræden. Siden 1871 har det i Danmark været påbudt at afholde ligsyn og udfærdige en dødsattest ved ethvert dødsfald. Ligsynet foretages af en læge, der så vidt muligt skal anføre dødsårsagen. Lægen anfører på dødsattesten den umiddelbare dødsårsag, fx lungebetændelse, og den tilgrundliggende dødsårsag, som kan være andre lidelser eller sygelige tilstande, der har svækket den afdøde, fx lammelser pga. hjerneblødning som følge af åreforkalkning i hjernen. Dødsattesten indsendes via embedslægen til Sundhedsstyrelsen, der siden 1875 har ført statistik over de tilgrundliggende dødsårsager i Danmark. Klassificering af dødsårsager sker på grundlag af en internationalt anerkendt diagnosekode, der bl.a. gør det muligt at foretage internationale sammenligninger og registrere ændringer i dødsårsager.

På verdensplan er de hyppigste dødsårsager følger af dårlig ernæring, infektionssygdomme og ulykker.

Ca. 31 % (2012) af alle dødsfald i Danmark skyldes kræftsygdomme. Hos mænd er lungekræft (ca. 24 %) og prostatakræft (ca. 15 %) de hyppigste årsager til kræftdødsfald. Hos kvinder er det lungekræft (ca. 24 %) og brystkræft (16 %). Antallet af dødsfald pga. kræftsygdomme har været stigende gennem en længere årrække. Dette gælder især lungekræft, men også brystkræft.

Annonce

I Danmark er hjerte-kar-sygdomme de næsthyppigste dødsårsager og udgør ca. 26 % af alle dødsfald. Hyppigheden af hjerte-kar-sygdomme steg markant frem til 1950 for kvinder og helt frem til 1970'erne for mænd, hvorefter der her i landet som i de fleste vestlige lande er registreret et fald.

Kroniske lungesygdomme udgør ca. 11 % af samtlige dødsfald. Der har de sidste 40 år været en stigning i dødeligheden på grund af lungesygdomme, navnlig kronisk bronkitis. Ulykker udgør 4 % af samtlige dødsfald, enten som trafikulykker eller faldulykker.

For de fleste sygdomme er dødeligheden den samme over hele Danmark. Dog er hyppigheden af visse sygdomme (specielt lungekræft, kræft i spiserør, kronisk bronkitis og skrumpelever) højest i København. Se også dødelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Erik Mabeck: dødsårsag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67744