retsgenetiske undersøgelser

I retsgenetikken undersøges oftest DNA-områder af typen mikrosatellitter, som er karakteriseret ved et varierende antal gentagelser af en bestemt kort basesekvens, fx AATGAATGAATGAATGAATG. Disse DNA-områder betegnes derfor også STR-regioner (Short Tandem Repeat). De valgte STR-regioner ligger næsten alle uden for den del af basesekvensen, der rummer generne, og koder ikke for kendte egenskaber. Da antallet af gentagelser af en given basesekvens er forskelligt fra person til person, er disse DNA-områder meget velegnede til at karakterisere en bestemt persons arvemasse. Den retsgenetiske DNA-analyse betegnes derfor ofte DNA-profilanalyse.

De første retsgenetiske DNA-undersøgelser blev udført vha. RFLP-analyse (se DNA-analyse). Fra midten af 1990'erne blev PCR-metoden (se PCR og genteknologi) indført, fordi den muliggør analyse af en større DNA-mængde fra det pågældende DNA-område. Dette sker vha. elektroforese, som udføres i polyakrylamid, hvorved antallet af gentagelser af en basesekvens i et bestemt DNA-område kan bestemmes. For at opnå høj sikkerhed og stor bevismæssig vægt undersøges flere, fx ti, forskellige DNA-områder.

I straffesager, oftest drabs- eller voldtægtssager, består den retsgenetiske opgave som regel i at afklare, om DNA-analysen taler for eller imod, at biologisk materiale i et spor, fx spyt, sæd, blod eller væv, stammer fra en given person i sagen eller fra en af personerne i et DNA-register. PCR-baserede metoder kan anvendes på meget små mængder spormateriale af blod, sæd, løsfundne hår samt cellerester, fx spyt på cigaretskod eller frimærker, fordi man med PCR-teknikken kan opnå milliarder af kopier af det DNA, som ønskes undersøgt. Overensstemmelse mellem DNA-profilen i et spor og i en blodprøve fra en undersøgt person efter en velgennemført DNA-undersøgelse er et meget vægtigt bevis for, at sporet stammer fra den undersøgte person og ikke fra en tilfældig person. Omvendt er manglende overensstemmelse et meget sikkert bevis for, at den pågældende person ikke kan have afsat sporet. Den præcise vægt af DNA-profilanalysen beregnes ud fra kendskab til hyppigheden af kombinationen af de påviste DNA-egenskaber i befolkningen.

Siden 1990 har DNA-undersøgelser været tillagt bevismæssig vægt i Danmark.

De nævnte DNA-områder arves efter Mendels love, og analyse af dem kan derfor anvendes i faderskabssager. Man undersøger sædvanligvis mor, barn og en eller flere mænd. Hvis analysen viser, at de DNA-områder, som barnet må have arvet fra sin far, ikke indgår i mandens DNA-profil, er han med meget stor sikkerhed udelukket fra at være genetisk far til barnet. Hvis resultaterne af DNA-undersøgelserne er forenelige med mandens faderskab til barnet, beregnes faderskabsindekset for manden. Faderskabsindekset er et tal, som udtrykker, hvor mange gange mere sandsynligt det er, at den undersøgte mand er far til barnet, end at en tilfældig mand er det.

I familiesammenføringssager er den retsgenetiske opgave normalt at undersøge, om bestemte personer er beslægtet som forældre og børn. Undersøgelserne udføres efter samme principper som i faderskabssager og er især velegnede til at udelukke en sådan beslægtethed.