Ligsyn er den undersøgelse, hvor en læge fastslår, at en person er død. Ved undersøgelsen konstaterer lægen de sene sikre dødstegn, hvor dødsårsag og dødsmåde fastslås og dødsattesten udfyldes og underskrives.

Det almindelige ligsyn foretages af den afdødes praktiserende læge eller en hospitalslæge, som fastslår dødens uafvendelige indtræden. Det retslægelige ligsyn, hvor dødsfaldet er indberettet til politiet, og politiet har begæret et retslægeligt ligsyn, foretages af en retslæge sammen med en repræsentant fra politikredsen.

Det almindelige ligsyn

Det almindelige ligsyn, som oftest blot benævnes ligsyn, kan foretages når de sene sikre dødstegn kan konstateres, og hvor der ikke fra politiets side er begæret et retslægeligt ligsyn.

Den læge, der konstaterer dødens indtræden ved de tidlige, sikre dødstegn – ophør af hjerteaktion og vejrtrækning eller hjernedød – skal indberette dødsfald til politiet, hvis kravene i Sundhedslovens § 179 er opfyldt. Hvis lægen ikke finder indikation for at indberette dødsfaldet til politiet, eller hvis politiet, efter at være underrettet om dødsfaldet, ikke finder grund til retslægeligt ligsyn, kan ligsyn foretages, når mindst et af de sene sikre dødstegn er indtruffet.

De sene sikre dødstegn er dødsstivhed, ligpletter, forrådnelse og ved dødfødte steril forrådnelse (maceration). Hvis der er forandringer, der ikke er forenelige med livets opretholdelse, kan disse træde i stedet for de fire almindelige dødstegn.

Identitet og inhabilitet

Lægen skal sikre sig afdødes identitet, hvad der sjældent er et problem, da lægen er afdødes praktiserende læge eller er en sygehuslæge, der har behandlet afdøde i dennes sidste tid. Lægen må ikke være inhabil, dvs. have et nært forhold til afdøde, enten som slægtning eller som ansat i lægens virksomhed eller lignende.

Udfyldelse af dødsattest

Hvis blot et af de sene sikre dødstegn er til stede kan lægen udfylde og underskrive side 1 af dødsattesten, og hvis der ikke skal foretages obduktion, så udfyldes dødsattestens side 2 også. Lægen skal naturligvis gøre de notater i afdødes journal, som er fastlagt i lægens praksis eller afdeling, almindeligvis i patientjournalen.

Efter ligsynet

Når ligsynet er færdigt, udleveres dødsattestens side 1 til de pårørende Dette håndteres almindeligvis af en bedemand, og denne udleverer dødsattesten til begravelsesmyndigheden, som videresender den til Sundhedsdatastyrelsen. Side 2 udfyldes med det samme, hvis der ikke skal være obduktion, og sendes af lægen til Sundhedsdatastyrelsen. Hvis der skal foretages obduktion, udfyldes den når lægen har modtaget obduktionserklæringen fra sygehusets afdeling for patologi, og side 2 sendes af lægen til Sundhedsdatastyrelsen.

Det retslægelige ligsyn

Det retslægelige ligsyn foretages når politiet, efter at have modtaget indberetning om dødsfaldet, finder indikation for dette. Dette skal foretages, hvis der er mistanke om at der er tale om drab eller selvmord og ulykker, der er sket kort tid før dødens indtræden. Hvis ulykken ligger nogen tid tilbage og er fuldt oplyst kan politiet dog vælge at lade den indberettende læge foretage almindeligt ligsyn. De fleste retslægelige ligsyn begæres dog fordi politiet ikke fra deres oplysninger føler sig sikker på dødsmåden.

Det retslægelige ligsyn foretages af en retslæge, enten en overlæge fra Styrelsen for Patientsikkerhed, eller hvis det foregår i København, af en læge fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Desuden deltager en repræsentant fra politikredsen, oftest erfarne polititjenestemænd der har retslægelige ligsyn som en af deres hovedopgaver.

Indberetning til politiet, § 179 i Sundhedsloven

Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde

2) når en person findes død

3) når døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af lægelige grunde

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom

6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge

Før undersøgelsen begynder gennemlæser deltagerne de fremlagte dokumenter, fra politiet en politirapport og fra lægen de lægelige oplysninger, der kan fremskaffes om afdødes helbredstilstand før dødsfaldet.

Retslægen foretager derefter en undersøgelse af afdøde, men i modsætning til det almindelige ligsyn er denne undersøgelse meget grundig, da retslægen kun sjældent kender afdøde og et af formålene med undersøgelsen er at be- eller afkræfte en kriminel handling. Proceduren er beskrevet i Cirkulære om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner m.v. af 21. november 1995, udarbejdet af de tre retsmedicinske professorer. Det er for tiden (2023) under revision.

Identitet og inhabilitet

Det er politiet, der har ansvar for at identificere afdøde, da retslægen ikke kan forventes at kende afdøde. Der gælder samme regler om inhabilitet som ved et almindeligt ligsyn.

Efter ligsynet

Når undersøgelsen er færdig beslutter politiet, efter konference med retslægen, om dødsårsag og dødsmåde er fastlagt, eller om det er nødvendigt at skride til en retslægelig obduktion. Retslægen underskriver dødsattestens side 1 og efter attestation af politiet sender retslægen den til Sundhedsdatastyrelsen, så liget kan udleveres til de pårørende, eventuelt efter obduktion. Side 2 udfyldes med det samme, hvis politiet afstår fra obduktion, ellers udfylder retslægen den, når der er modtaget kopi af obduktionserklæringen fra det retsmedicinske institut, og den sendes til Sundhedsdatastyrelsen.

Særlige retslægelige ligsyn

Hvis dødsfaldet kan give anledning til klager over politiet, fx ved ulykker under eftersættelse eller hvor politiet har skudt en person, overtager Den Uafhængige Politiklagemyndighed politikredsens opgaver med det retslægelige ligsyn og en eventuel retslægelig obduktion. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig