Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lægeloven

Oprindelig forfatter NRosd Seneste forfatter Redaktionen

Lægeloven, Lov om udøvelse af lægegerning, trådte i kraft 1.1.1935 og er senere ændret flere gange. Loven gav på samme tid læger særlige rettigheder og pligter og medførte, at en læge kunne miste sine rettigheder, hvis han eller hun ikke levede op til sine pligter. Loven dannede model for love for andre sundhedspersoner, fx tandlæger og sygeplejersker.

I kapitel 1 fastsættes, at ret til at udøve lægegerning og betegne sig som læge er forbeholdt personer, som har modtaget autorisation af Sundhedsstyrelsen. Forudsætningen er bestået lægevidenskabelig embedseksamen og aflæggelse af det kun moralsk bindende lægeløfte. Nordiske læger har fra 1966 også ret til autorisation. For læger fra lande i EU gælder tilsvarende fra 1976. Læger fra andre lande kan også få dansk autorisation, normalt efter supplerende uddannelse i Danmark. Ret til at betegne sig som speciallæge forudsætter ligeledes autorisation fra Sundhedsstyrelsen og er betinget af et fastlagt uddannelsesforløb (se lægeuddannelse (postgraduat)). Kapitel 1 fastlægger sammen med generelle regler i Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse retningslinjerne for, hvornår autorisation kan fratages. Det kan ske, når lægen (eller en anden autoriseret sundhedsperson) må antages at være til fare for andre mennesker pga. sygdom, misbrug eller grov forsømmelighed. De samme forhold kan medføre, at Sundhedsstyrelsen i sjældne tilfælde ikke udsteder en autorisation. Læger kan desuden fradømmes retten til at virke efter særlig grove overtrædelser af Straffeloven.

Kapitel 1 indeholder desuden regler om de indgreb, som Sundhedsstyrelsen kan foretage ved lægers uforsvarlige ordinationer (også til sig selv) af afhængighedsskabende lægemidler. I sidste instans kan det betyde, at en læge helt mister retten til at ordinere disse lægemidler.

Annonce

Kapitlerne 2-4 omhandler en række pligter for læger. En vigtig bestemmelse er indeholdt i § 6, som pålægger en læge at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Overtrædelse af denne paragraf medfører ikke nogen straf, men benyttes til at tildele lægen en irettesættelse, en "næse". Der er også regler om lægers ret til at benytte medhjælp og dermed være ansvarlige for deres virksomhed, om lægers handlepligt i akutte situationer, og om deres pligt til at foretage indberetninger og til at føre ordnede optegnelser.

Kapitel 5 fastlægger, at læger står under tilsyn af Sundhedsstyrelsen, og at de kan straffes med bøde eller hæfte for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed.

I kapitel 6 er der bestemmelser om kvaksalveri.

Autorisationsloven

I 2007 erstattedes Lægeloven af Autorisationsloven, der ikke blot gælder for læger, men for alle autoriserede sundhedspersoner. Autorisationsloven indeholder desuden regler vedr. sundhedspersonales videreuddannelse og 75-års-reglen, ifølge hvilken læger skal ansøge Sundhedsstyrelsen om tilladelse, hvis de ønsker at fortsætte deres faglige virke efter det fyldte 75. år.

Historie

Lægeloven kom til verden efter en langvarig proces. Forud var lægelig virksomhed baseret på regler fra enevældens tid, herunder specielt forordning af 4.12.1672 om medici (lat. 'læger') og apotekere samt senere forordninger, som bl.a. fastsatte straf for kvaksalveri. Forordningen fra 1672 adskilte apoteker- og lægeerhvervet og fastlagde, at kun universitetsuddannede medici (i modsætning til kirurger) måtte betegne sig læger. Kirurger havde kun begrænset ret til at behandle indvortes sygdomme.

En medicinalkommission nedsat i 1908 fik gennemført Lov om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse i 1909 og Embedslægeloven i 1914, men der bestod et behov for en samlet lægelov. I 1928 nedsatte regeringen derfor en lægelovskommission med repræsentation fra de fire gamle partier, Lægeforeningen samt relevante statslige og kommunale instanser. Kommissionen var ikke enig mht. kvaksalveri, idet flertallet gik ind for en begrænset ret for kvaksalvere til under ansvar at behandle, mens to mindretal gik ind for hhv. et totalt forbud og en meget liberal holdning.

I folketingssamlingen 1931-32 fik lovforslaget en ublid medfart, men efter langvarige forhandlinger blev flertallets forslag i 1934 vedtaget af Folketinget som Lov om Udøvelse af Lægegerning. Hermed blev de sidste bestemmelser i forordningen fra 1672 ophævet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Rosdahl: Lægeloven i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119647