Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tvangsbehandling

Oprindelig forfatter RRos Seneste forfatter Redaktionen

tvangsbehandling, psykiatrisk behandling mod patientens vilje. Tvangsbehandling må i Danmark kun anvendes over for personer, der opfylder kriterierne for tvangstilbageholdelse, se tvangsindlæggelse.

Tvangsbehandlinger med lægemidler anvendes oftest over for personer, der pga. sindssygdom ikke har indsigt i, at de har et behandlingsbehov, og hvor lægen skønner, at undladelse af behandling vil føre til væsentlig helbredsforringelse, evt. med risiko for udvikling af en livstruende tilstand. Det kan dreje sig om en patient med skizofreni, der er svært forpint af vrangforestillinger eller hallucinationer, eller en depressiv patient, der har påtrængende selvmordstilskyndelser.

Afdelingens overlæge træffer bestemmelse om tvangsbehandling. Denne afgørelse kan indankes for psykiatrisk patientklagenævn; en klage har opsættende virkning i syv dage.

Annonce

Hvis en sindssyg person indlagt på en psykiatrisk afdeling modsætter sig behandling af en alvorlig legemlig sygdom, kan tvangsbehandling komme på tale, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for alvorlig fare.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Raben Rosenberg: tvangsbehandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175420