Tics, ufrivillige, hurtige, gentagne og stereotype vanebevægelser, "nervøse trækninger". Simple tics kan være snøftende, rømmende eller hostende ytringer, blinken eller kastende bevægelser af hovedet, som om håret skal bringes på plads, eller som om flippen generer. Tics kan også optræde som mere komplekse bevægelser i form af hoppen og sparken.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tic er fransk og betyder 'muskeltrækning'.

Komplekse vokale tics består i sproglige udtryk, fx gentagelse af det ord eller den sætning, som en anden netop har sagt (ekkolali), gentagelse af samme sætning flere gange i træk (palilali) eller gentagelse af obskøne ord (koprolali), som det kan forekomme ved Gilles de la Tourettes syndrom.

Tics forværres ved iagttagelse og anden psykisk belastning; de kan tilbageholdes i en periode, hvorefter de kortvarigt forværres. Årsagen er ikke kendt, og sikker behandling kan ikke anvises.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig