Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tankeforstyrrelser

Oprindelig forfatter RRos Seneste forfatter Redaktionen

tankeforstyrrelser, psykiatrisk betegnelse for særlige ændringer af tankens form i modsætning til ændring i tankens indhold som ved vrangforestillinger. Formelle tankeforstyrrelser er derfor en mere præcis betegnelse. De ses typisk ved skizofreni.

Vaghed er et grundliggende træk og viser sig i talen ved uskarp begrebsafgrænsning. Dette fører til indholdsfattige sproglige meddelelser trods eventuel brug af mange ord. Talen bliver privat og indforstået. De enkelte sætninger hænger dårligt sammen. I udtalte tilfælde kan den enkelte sætningsstruktur opløses (inkohærens, "ordsalat"). Den syge kan benytte gængse ord i en personlig betydning (betydningsglidning) eller benytte helt private ord, fx "kongedruer", "nerveskib" og "kvindeovergang". Ved tilfældig lighed kan fx en rød bluse opfattes som en drabstrussel, fordi blod er rødt.

Hyppig forekomst af formelle tankeforstyrrelser og bizarre vrangforestillinger vil ofte få den skizofrenes tankeverden til at fremstå privat og uforståelig. Kendskab til tankeforstyrrelserne er derfor påkrævet for at opnå en god kommunikation med den syge.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Raben Rosenberg: tankeforstyrrelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169799