Socialpsykiatri, psykiatrisk disciplin med fokus på sociale forholds betydning for psykiske lidelsers opståen, udbredelse, forløb og behandling. Begrebet benyttes i forskellige betydninger og kan således omfatte en række områder fra epidemiologiske undersøgelser af psykisk sygdom til behandlingsmæssige og organisatoriske forhold omkring integrationen af kronisk sindslidende i samfundet. Det kan derfor ikke skarpt afgrænses fra distriktspsykiatri.

Socialpsykiatrien er især udviklet efter 2. Verdenskrig i forbindelse med de omfattende organisatoriske ændringer af psykiatrisk behandling fra en sygehusbaseret til en decentral behandling i den syges nærmiljø baseret på ønsket om høj grad af integration af psykisk syge i samfundet. En udvikling, der kræver tæt samarbejde mellem sundheds- og socialvæsen i kommunerne. Mens man i sygehusvæsenet har fokus på diagnostik, sygdomsprocesser og medicinsk behandling, lægges der i socialpsykiatrien vægt på den syges sociale relationer, dvs. evne til meningsfuldt at leve i eget hjem, have et stabilt forhold til pårørende samt varetage arbejdsmæssige funktioner. I socialpsykiatrien taler man derfor ikke om patienten, men om klienten eller brugeren. Pårørendearbejde har høj prioritet, især ved sindslidelser som skizofreni.

I det socialpsykiatriske arbejde indgår også tidlig opsporing af psykisk syge med henblik på tidlig intervention for herved at forebygge kroniske sygdomsforløb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig