Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

narkomani

Oprindelig forfatter RRos Seneste forfatter Redaktionen

Narkomani. Hjernens belønningssystemer blev første gang påvist i 1954 ved forsøg på rotter, som fik elektroder indopereret i hjernen mellem hjernestammen og storhjernen. Rotterne kunne ved et pedaltryk enten udløse selvstimulation via hjerneelektroden eller ved et andet pedaltryk frigøre føde. Selv udsultede rotter foretrak selvstimulation frem for føde. Det stimulerede område, som i analog form også findes hos mennesker, har vist sig at bestå af to nervecelleområder, nucleus accumbens septi i mellemhjernen (diencephalon) og det ventrale, tegmentale område i midthjernen (mesencephalon). Disse er indbyrdes forbundet med nervebaner og har forbindelser til andre områder af hjernen, især hjernebarken i pandelappen. Dette belønningssystem har dopamin som sit vigtigste signalstof (neurotransmitter) og kan aktiveres af psykoaktive stoffer, fx morfin, kokain og amfetamin.

Narkomani. Hjernens belønningssystemer blev første gang påvist i 1954 ved forsøg på rotter, som fik elektroder indopereret i hjernen mellem hjernestammen og storhjernen. Rotterne kunne ved et pedaltryk enten udløse selvstimulation via hjerneelektroden eller ved et andet pedaltryk frigøre føde. Selv udsultede rotter foretrak selvstimulation frem for føde. Det stimulerede område, som i analog form også findes hos mennesker, har vist sig at bestå af to nervecelleområder, nucleus accumbens septi i mellemhjernen (diencephalon) og det ventrale, tegmentale område i midthjernen (mesencephalon). Disse er indbyrdes forbundet med nervebaner og har forbindelser til andre områder af hjernen, især hjernebarken i pandelappen. Dette belønningssystem har dopamin som sit vigtigste signalstof (neurotransmitter) og kan aktiveres af psykoaktive stoffer, fx morfin, kokain og amfetamin.

narkomani, eufomani, stofmisbrug, ældre betegnelse for afhængighed af visse kemiske forbindelser (narkotika) med særlige virkninger på højere psykiske funktioner som stemningsleje, tænkning og følelsesliv. Diagnoserne narkomani og eufomani er i WHO's diagnoseklassifikationssystem fra 1992 afløst af: psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af psykoaktive stoffer (herunder afhængighed). Dette diagnosesystem er indført i Danmark i 1994.

Psykoaktive stoffer

De vigtigste psykoaktive stoffer er alkohol (ethanol), morfin og lignende lægemidler, cannabis, beroligende medicin (fx angstdæmpende lægemidler og sovemidler), centralstimulerende stoffer (kokain og forskellige syntetiske stoffer, fx amfetamin), hallucinogener (bl.a. meskalin og LSD), nikotin og organiske opløsningsmidler. Der foreligger ofte et såkaldt blandingsmisbrug af forskellige stoffer.

Virkninger

Ordet narkomani kommer af narko- og -mani.

Indtagelse af psykoaktive stoffer fører til en akut forgiftning (rus), hvis karakter afhænger af det indtagne stof, mængden heraf og indtagelsesmåden (drikning, rygning, indsprøjtning, indsnusning (snifning) og spisning). Den akutte rus indtræder hurtigst efter indtagelse ved rygning, snifning eller indsprøjtning i blodårer. De sociale og hygiejniske omstændigheder, hvorunder stofferne indtages, er også betydningsfulde.

Annonce

De fleste psykoaktive stoffer frembringer en forbigående tilstand af udtalt velvære (eufori), og som samlebetegnelse anvendes også betegnelsen euforiserende stoffer, især i juridisk sammenhæng. Nogle stoffer har en sløvende virkning på tankegang og adfærd (fx morfin og beroligende lægemidler), mens andre har en kraftigt stimulerende effekt (fx kokain og amfetamin) præget af livlige associationer og stærk legemlig aktivitet. Indtagelse af LSD fører til vidtgående ændringer af sanseindtryk, idet ting i omgivelserne kan synes at forandre størrelse, form og farve, og der kan optræde hallucinationer, ligesom tidsoplevelsen påvirkes. For nogle stoffers vedkommende er der ofte nedsat kontrol over handlingsimpulser med risiko for aggressive gennembrud. Mange stoffer virker også seksuelt stimulerende.

Psykoaktive stoffer udøver deres virkninger gennem en påvirkning af særlige kemiske processer i hjernen, især af signaloverførslen mellem nervecellerne. Stofferne virker typisk enten på samme måde (agonistisk) eller på modsat måde (antagonistisk) som naturligt forekommende signalstoffer. Særlig betydningsfuld for udvikling af afhængighed er aktivering af de såkaldte belønningssystemer i mellemhjernen, især i cellekernen nucleus accumbens. Herved forstærkes de indlæringsprocesser, der ligger til grund for fortsat stofindtagelse.

Afhængighed

Efter gentagen brug af psykoaktive stoffer kan der udvikles et afhængighedssyndrom kendetegnet ved en stærk trang til at indtage stoffet eller ved svækket evne til at styre indtagelsen eller at standse eller nedsætte forbruget. Der må indtages stadig større mængder for at opleve rusvirkning (toleransudvikling). Ved forsøg på ophør kan der optræde abstinenssymptomer (fx uro, angst, søvnbesvær og forvirring). Indtagelse af stoffer får efterhånden en dominerende rolle i misbrugerens liv, og forbruget fortsætter trods eventuelle erkendte psykiske, legemlige og sociale skader. De mest udtalte former for afhængighed med væsentlige skadelige følger ses især efter et langvarigt forbrug af alkohol samt efter intravenøst misbrug af morfin og centralstimulerende stoffer.

Følgesygdomme

Hyppige legemlige følger af stofindtagelse er svækket almentilstand, leverbetændelse, hiv-infektion og hudinfektioner. Der er en betydelig overdødelighed. Langvarig afhængighed har ofte væsentlige sociale følger, fx langvarig arbejdsløshed, prostitution, kriminalitet og tilkendelse af førtidspension.

Ud over afhængighedssyndrom kan indtagelse af psykoaktive stoffer give mange andre psykiske følger. Der kan optræde akutte psykoser (sindssygdomme) af ugers til måneders varighed. Kronisk forløbende psykoser er næsten altid skizofrene sindslidelser udløst af de psykoaktive stoffer. Langvarig afhængighed af alkohol kan føre til svækkelse af de intellektuelle evner (demens) og personlighedsforandringer (se alkohol (alkoholiske organforandringer)).

Forbrugsmønstre

Psykologiske, sociale og kulturelle forhold er af stor betydning for forbrugsmønstre og udvikling af afhængighed af psykoaktive stoffer. Der kan opstå særlige subkulturer med en livsstil centreret omkring indtagelse af specielle psykoaktive stoffer. Det skønnes, at der i Danmark er ca. 10.000 personer med udtalte former for afhængighedssyndrom i form af intravenøs indtagelse eller udtalt social deroute. Ca. 25-30 % af skoleelever angiver at have røget cannabis, men kun få procent har et regelmæssigt forbrug. Læger og sygeplejersker tilhører særlige risikogrupper for udvikling af afhængighed af morfinstoffer, formentlig pga. disse gruppers lette adgang til lægemidler.

Behandling

Behandling af afhængighedssyndromer omfatter abstinensbehandling med henblik på ophør af stofindtagelsen samt forebyggelse af tilbagefald gennem behandling af de legemlige, psykiske og sociale følger. Social rehabilitering er en vigtig behandlingskomponent.

Vedligeholdelsesbehandling med det morfinlignende lægemiddel metadon benyttes i særlige tilfælde af morfinafhængighed, hvis anden behandling har vist sig utilstrækkelig. Metadon indtages gennem munden og udskilles langsomt. Der optræder derfor ikke en rusvirkning, og ved fast lægeordineret metadonindtagelse kan abstinenssymptomer undgås. Misbrugeren sikres en rimelig livskvalitet, og revalidering muliggøres, men der foreligger fortsat en afhængighed af det psykoaktive stof. Se også heroinbehandling

Referér til denne tekst ved at skrive:
Raben Rosenberg: narkomani i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129998