Reimplantation, (af re- og in- og afledn. af lat. plantare 'plante'), genpåsætning af legemsdele efter ulykkestilfælde, hvorved der er sket en amputation. Det drejer sig oftest om skader på hænder og fingre, i sjældne tilfælde om andre kropsdele, fx det ydre øre. I Danmark forekommer der 50-75 skader om året, hvor reimplantation kommer på tale. Reimplantation forsøges kun, såfremt ulykkestilfældets sværhedsgrad, patientens alder, erhverv og ønske om reimplantation giver grundlag herfor.

Behandlingen sker akut og kræver mikrokirurgisk ekspertise, som regel på en hånd- eller plastikkirurgisk afdeling. Det er vigtigt, at den amputerede del holdes afkølet ved ca. 4 °C for at undgå yderligere skader på vævet som følge af iltmangel, og at tiden, indtil blodkredsløbet retableres, bliver så kort som muligt, helst mindre end seks timer. Under heldige omstændigheder kan reimplantation lykkes op til 24 timer efter tilskadekomsten.

Reimplantation lykkes i øvede hænder i op mod 90% af tilfældene, men som følge af blodpropper i blodkarsammensyninger (anastomoser), sårinfektion o.l. overlever det reimplanterede væv ikke altid. Overlevelsen af det reimplanterede væv afhænger også af, i hvor høj grad vævet har været kvæstet, idet skarp afhugning giver de bedste muligheder, mens knusning eller afrivning kan give dårligere resultater. Når overlevelsen er sikret, tilbagestår en intensiv optræning for at opnå det bedst mulige funktionelle resultat. I denne fase kan det blive aktuelt med supplerende, funktionsforbedrende operationer, fx på sener, nerver og hud.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig