Kosmetisk kirurgi. 49-årig mand før og tre måneder efter operation for tunge øjenlåg og poser under øjnene.

.

Kosmetisk kirurgi, den del af plastikkirurgien, hvis formål er at ændre eller forbedre en persons udseende, uden at dette er nødvendigt for personens fysiske velbefindende.

Behandlingstyper

Blandt de mest almindelige behandlinger er operation for tunge øjenlåg og poser under øjnene, hvor overflødig hud og fedt fjernes, og ansigtsløftning (se ansigtsplastik), hvor slap muskulatur strammes op, og overskud af hud fjernes. Ved pandeløft fjernes rynker mellem øjenbrynene, som desuden løftes. Ved operation for flyveører rekonstrueres ørebruskens normale krumning. Næsekorrektion kan foretages, hvis næsen ikke er i harmoni med resten af ansigtet.

Deformitet af brysterne giver ofte anledning til ønske om behandling i form af mammaplastik. Hvis brysterne er små, kan et implantat lægges ind under brystet. I tilfælde af for store bryster bortopereres fedt- og kirtelvæv, ved slappe bryster fjernes overskud af hud, så brystet løftes. Asymmetri af brysterne er ligeledes en grund til operation. Efter graviditet eller stort vægttab er slapt maveskind ofte et problem. Overskud af hud fjernes, om nødvendigt strammes bugmusklerne. Ved fedtsugning fjernes lokaliserede fedtdepoter; de mest egnede steder er lår, hofter, mave og knæ. Nogle mænd er så generet af skaldethed, at hårtransplantation kan komme på tale. Peeling, en kemisk ætsning af huden, anvendes ved fine rynker i ansigtet. Hudens kvalitet bedres, idet der dannes mere kollagen og elastin, så huden bliver tykkere og fastere med færre rynker, men også lysere, idet en del pigment går tabt.

Særlige forhold

I modsætning til al anden kirurgisk behandling foregår kosmetiske operationer på raske mennesker. Dette forhold stiller særlige krav til plastikkirurgens dømmekraft og etiske holdning, idet der er bivirkninger og risici ved alle operationer. En vigtig del af en kosmetisk operation er derfor den forudgående information, hvis formål er at afveje patientens ønsker og forventninger imod, hvad der er kirurgisk muligt.

Patienten har således et medansvar, da denne selv skal være med til at vurdere, om indgrebet er risikoen værd. Alle operationer efterlader større eller mindre ar, og der er altid en risiko for komplikationer, om end den er lille. Derfor er en psykisk svag eller ustabil patient uegnet til kosmetisk operation; patienten skal være i stand til at forstå og acceptere, at der er risiko for komplikationer eller forbigående gener.

Kosmetisk kirurgi foretages oftest på private sygehuse eller klinikker, kun i beskedent omfang på offentlige sygehuse, og der er intet offentligt tilskud til behandlingen. Kosmetiske operationer er blevet mere almindelige i Danmark, dels pga. en ændret holdning blandt patienter og kirurger, dels fordi fremskridt i kirurgisk teknik har givet mulighed for gode resultater og få risici.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig