Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

forkalkning

Oprindelige forfattere JDaM og SteO Seneste forfatter Redaktionen

forkalkning, aflejring af calciumsalte i organer og væv, hvor synlig kalk normalt ikke forekommer. Forkalkning kan forårsages af forøget dannelse af biskjoldbruskkirtlens hormon eller ved andre af calciumstofskiftets sygdomme. Sådanne forkalkninger kan fremkomme i huden og i mange indre organer. Forkalkning kan også skyldes lokal vævs- og cellebeskadigelse, fx celledød (nekrose). Dette er tilfældet ved åreforkalkning.

Den nekrose, der fremkommer ved tuberkuløs betændelse, kan forårsage forkalkninger, som det typisk ses ved ældre tuberkuløse ardannelser i lungerne.

I botanikken betyder forkalkning indlejring af kalk, calciumcarbonat, mellem cellevæggens cellulosemikrofibriller, fx hos kransnålalger og visse havalgeslægter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Dahl Møller, Steen Olsen: forkalkning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78295