aldersbetingede vævsforandringer

Aldersbetingede vævsforandringer, med alderen sker der en formindskelse af mange organers størrelse, som skyldes forandringer i deres indre struktur, i cellernes antal og udseende samt i den biokemiske sammensætning. Disse organ- og celleforandringer er generelle for aldring. Samtidig sker der imidlertid en ændring af sygdomsmønsteret, således at visse sygdomme optræder hyppigere med tiltagende alder (fx kræft og åreforkalkning). Grænsen mellem disse to forhold er uskarp. Følgende eksempler på aldersforandringer i vigtige organer kan belyse aldringens generelle vævsmæssige grundlag, ligesom de giver forklaring på de funktionstab, der indtræder med alderen. Forandringerne er mest udtalt i høj alder, men kan allerede påvises i let grad fra 30-årsalderen.

I skelettet sker der et gradvist tab af knoglesubstans, mest udpræget hos kvinder, hos hvem det tiltager betydeligt efter klimakteriets indtræden. Knogletabet er ledsaget af forandringer i knoglestrukturen og skyldes en ændring af den normale, dynamiske balance mellem knogleopbygning og -nedbrydning. Tab af knoglesubstans forårsager knogleskørhed med smerter, sammenfald (fx af rygsøjlen) og øget tendens til knoglebrud. Nyrernes funktion aftager langsomt, der sker tab af celler, og de strukturer, der er ansvarlige for filtreringen af blodet, går gradvis til grunde. Nyrerne har imidlertid stor reservekapacitet, og aldersdegenerationen har sjældent praktiske følgevirkninger. Leveren formindskes som følge af celletab, og der sker en ophobning af et brunt fedtstof (lipofuscin). Det er uvist, om denne "brune degeneration" er skadelig i sig selv, men den er udtryk for en aldersbetinget ændring af cellestofskiftet. Hjertet formindskes og antager ligeledes en brun farve. I hjertet domineres aldersforandringerne imidlertid af følgerne af åreforkalkning i kransårerne (hjertekransåresygdom) og af den hos mænd ret hyppige forkalkning og forsnævring af åbningen til den store hovedpulsåre (aorta). I huden sker der en degeneration af bindevævet og det elastiske væv, hvilket resulterer i nedsat elasticitet og rynker.

Forandringerne i hjernen har i de senere år været genstand for intens forskning. Mens der tidligere var en tilbøjelighed til at forklare demens med forkalkning af hjernekarrene, ser det nu ud til, at degenerative hjerneændringer er væsentlige. Hjernen aftager i størrelse, og der sker en formindskelse af hjernebarkens grå substans. Det antages i almindelighed, at der er tale om en generel nedsættelse af antallet af nerveceller. Tælling af celler i hjernen er forbundet med tekniske vanskeligheder; men der er nu udarbejdet præcise metoder, der viser, at det vigtigste er celletab i bestemte regioner — specielt i dem, der har betydning for hukommelse. Nervecellernes udseende og sammensætning ændrer sig, og nogle af disse forandringer er muligvis kompensatoriske, dvs. at de tjener til at modvirke følgerne af celletab. En del af forandringerne er af samme art (men lettere) som ved Alzheimers sygdom; denne viser sig tillige ved helt specielle strukturændringer.