Underarmsbrud, fractura antebrachii, knoglebrud på begge underarmsknogler (albuebenet (ulna) og spolebenet (radius)) eller brud på den ene knogle og ledskred af den anden. Bruddet kan opstå, ved at man tager for sig med armen ved et fald. Ved samtidig rotation af underarmen sker bruddet af begge knogler i forskellige niveauer eller midt på radius med ledskred af ulna ved håndleddet (Galeazzi-fraktur efter den italienske ortopæd R. Galeazzi (1886-1952)). Ved direkte slag midt på ulna opstår bruddet på ulna med ledskred af radius ved albuen (parérfraktur, Monteggia-fraktur efter den italienske kirurg G.B. Monteggia (1762-1815)). Bruddene sættes på plads under bedøvelse og bandageres med gips i 4-10 uger eller behandles med osteosyntese. Se også håndledsbrud.