ortopædi

I 1911 revolutionerede den amerikanske ortopæd Russel Hibbs (1869-1932) behandlingen af skoliose og ryghvirveltuberkulose ved at foretage stivgøring af flere ryghvirvler. Det blev indtil 1900-tallet. betragtet som umuligt at behandle hoftebrud, men i 1930'erne udviklede den norskfødte amerikanske ortopæd Marius Smith-Petersen (1886-1953) et særligt søm, som kunne indsættes og holde bruddet sammen (osteosyntese).

Kort herefter udvikledes ledproteser til behandling af hoftebrud, som ikke ophelede. Disse ledproteser forbedredes i en sådan grad af den britiske ortopæd John Charnley (1911-1982), at indsættelse af total hofteledsprotese (artroplastik) kunne anvendes ved hofteslidgigt. Senere er indsættelse af ledproteser i knæ- og skulderled blevet almindelig; sjældnere indsættes kunstige albue-, finger-, fod- og tåled.

De første ortopædiske klinikker var private klinikker og dermed tilbud, der henvendte sig til den velhavende del af befolkningen. Præsten Hans Knudsen (1813-86) satte sig for at udbrede muligheden for ortopædisk behandling i kombination med uddannelse og erhvervstræning til vanføre (fysisk handicappede) i den mindre velhavende del af befolkningen. I 1872 oprettede han sammen med 14 andre mænd, heriblandt 4 læger, Samfundet og Hjemmet der antager sig Vanføre og Lemlæstede Børn. Det udviklede sig med tiden til et omfattende netværk af klinikker, skoler, hjem og værksteder, hvor der foregik et tværfagligt samarbejde mellem læger, bandagister, instrumentmagere, undervisere m.m. I begyndelsen var foretagendet drevet af frivilligt arbejde og private donationer.

I 1880 udvidede man tilbuddet til også at omfatte voksne. Med tiden blev søgningen til stedet stort og statens økonomiske tilskud steg løbende. I 1896 oprettede man en samlet institution i Toldbodgade i København. I 1935 blev der i forlængelse af det opført et ortopædisk hospital ved Lyngbyvej, hvor Poul Guildal (1882-1950) fungerede som kirurgisk overlæge indtil 1947 og som socialoverlæge 1947-50.

Nordisk Ortopædisk Forening blev dannet i 1919 efter 1. verdenskrig som en følge af krigens senfølger. Centrale personer var Poul Guildal, H.C. Slomann og Sven Johansson. Dansk Ortopædkirurgisk Selskab blev dannet i 1945 og formentlig også relateret til senfølgerne til 2. verdenskrig.

Det første danske professorat i ortopædi blev i 1957 besat med Arne Bertelsen (1910-71), der fra 1952 var overlæge på det københavnske Ortopædisk Hospital, hvor behandlingen af de fleste ikke-akutte ortopædiske lidelser var centraliseret. Ortopædisk Hospital blev i 1978 nedlagt, og dets afdelinger overflyttet til Rigshospitalet.

Det ortopædkirurgiske speciale blev udskilt fra kirurgi i Danmark i 1966. Det nye speciale skulle indehold ekstremitetskirurgi og klassisk ortopædi og skulle benævnes ortopædisk kirurgi. Ortopædiske afdelinger har siden midten af 1980'erne varetaget behandlingen af knoglebrud og andre skader, herunder også skadestuebehandling. Der findes ortopædkirurgiske afdelinger på alle centralsygehuse, ligesom der er professorater i faget ved universiteterne i København, Odense og Århus; på de tilknyttede universitetshospitaler varetages særopgaver, fx behandling af knoglesvulster og andre svulster i bevægeapparatet.

I slutningen af 1900-tallet skete en faglig underopdeling, således at nogle opgaver varetages af ortopæder med en ekspertfunktion i håndkirurgi, børneortopædi, rygkirurgi, reumakirurgi, fodkirurgi, idrætskirurgi, infektionsortopædi, mikrokirurgi, kræftkirurgi eller traumekirurgi, hvoraf de to førstnævnte er godkendte grenspecialer i Danmark. Ortopædi har tæt relation til plastikkirurgi, neurokirurgi, reumatologi, geriatri, anæstesi og radiologi.