Håndkirurgi, kirurgisk behandling af medfødte og erhvervede lidelser, der berører håndens funktion. Normal funktion af hånden er betinget af et samspil mellem håndens tre hovednerver og 40 muskler, der virker på 29 større og mindre knogler og et tilsvarende antal led i underarm og hånd. Hertil kommer betydningen af et intakt huddække uden arskrumpning og med bevaret følesans. Håndkirurgien er derfor sammensat af elementer af ortopædkirurgi, neurokirurgi og plastikkirurgi. Udøvelse af håndkirurgi forudsætter indsigt i håndens komplicerede opbygning og helt specielle funktion som gribe- og føleorgan. Moderne kirurgisk teknik med anvendelse af blodtomt felt, forfinede instrumenter og optisk forstørrelse muliggør reparation af nerver og blodkar, som ikke er synlige med det blotte øje. Disse mikrokirurgiske rutiner har i de seneste årtier i væsentlig grad forbedret resultaterne af den rekonstruktive håndkirurgi. Håndkirurgi er ikke et selvstændigt speciale i Danmark, men et interesseområde inden for den ortopædiske kirurgi tilknyttet flere af landets universitetshospitaler. Se også karpaltunnelsyndrom.