Ledskred, luksation, skade, hvorved ledfladerne forskydes fuldstændigt og blivende fra hinanden. Delvis forskydning betegnes subluksation. Ledskred kan opstå efter slag, stød eller forvridning. Ledskred kan desuden være medfødt eller opstå som følge af anden sygdom, fx gigtsygdomme, lammelser eller betændelse. Tilbagevendende ledskred (habituel luksation) kan optræde i et led ved selv ubetydelige påvirkninger, fx en uagtsom bevægelse i skulderen eller et kunstigt hofteled (se hofteslidgigt). Ved luksationsfraktur er der ledskred med samtidigt knoglebrud.

Ved voldelige skader forekommer ledskred i finger-, tå-, skulder- og knæled, særlig ofte i fod-, hånd-, albue- og hofteled samt i leddet mellem knæskallen og lårbenet. Symptomerne er smerter og fejlstilling; leddet skal snarest sættes på plads og bandageres; evt. operation kan sikre stabilitet og forebygge habituelle ledskred, fx i skulderled og ved knæskal.

Medfødt hofteledskred forekommer ret ofte, se medfødte sygdomme (ortopædi). Glidning mellem ryghvirvlerne (spondylolistese) nederst i lænden kan medføre iskias eller forekomme uden symptomer. Spondylolistese skyldes oftest medfødt løshed, der først giver symptomer senere i livet. Ved leddegigt kan der opstå ledskred mellem de to øverste halshvirvler med risiko for tryk på rygmarven. Ved voldsom latter kan underkæben gå af led; ledskreddet sættes på plads ved at trykke underkæben nedad og dernæst bagud.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig