Mundhule, cavum oris, første del af fordøjelsessystemet hos hvirveldyr; afbider og tygger føden, indleder fordøjelsesprocessen og rummer smagssansen. Mundhulen deltager i vejrtrækning og omdanner lyde fra struben, hos mennesket til tale. Loftet består af ganen, og mundhulen afgrænses nedadtil af tungen med smagsløgene og tænderne fastgjort i gummerne på underkæben. Afgrænses desuden hos pattedyr af kinder og læber med en ringmuskel, som aflukker fortil. Indersiden beklædes af slimhinder, der fugtes af spytkirtler.