Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kønskarakterer

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

kønskarakterer, de legemlige og psykologiske egenskaber, der kendetegner kønnet. Kønskaraktererne beskrives på fem niveauer:

det genetiske køn, dvs. den for kønnet karakteristiske kromosombestykning, se kønskromosom og kønsbestemmelse;
det gonadiske køn, dvs. typen af de primære kønskirtler, gonader (ovarier eller testikler), som individet har udviklet, og som i meget sjældne tilfælde ikke svarer til det genetiske køn;
det genitale køn, dvs. typen af indre og ydre kønsorganer, hvis udformning bestemmes dels direkte af de kønsspecifikt udtrykte gener, dels indirekte af de hanlige eller hunlige kønshormoner, der produceres af individets gonader;
det somatiske køn, dvs. de øvrige legemlige kendetegn ved kønnet, de såkaldt sekundære kønskarakterer, fx behåring, fedtfordeling, muskelmasse, bækkenform, stemmeleje og brystkirteludvikling, der styres af typen af kønshormoner, der produceres af individets gonader, samt
det psykosociale køn, dvs. de for kønnet særlige adfærdsformer.

Mens de fire førstnævnte kønskarakterer næsten altid er i indbyrdes overensstemmelse, er det psykosociale køn mindre konsistent sammenhængende med de øvrige, påvirkeligt af kulturelle og andre prægninger, se køn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: kønskarakterer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113425