Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bugspytkirtel

Oprindelige forfattere JJuH og JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Bugspytkirtel. Mikrofotografi af langerhansk ø. De insulinproducerende β-celler, som udgør ca. 70% af det hormonproducerende ø-væv, er farvet blå, mens de glukagonproducerende α-celler, der udgør ca. 20% af ø-vævet, er mere rødlige. Rundt om ligger kirtelvæv, som producerer fordøjelsesenzymer, samt klynger af lyse celler, centroacinære celler, der udgør begyndelsen af systemet af udførselsgange.

Bugspytkirtel. Mikrofotografi af langerhansk ø. De insulinproducerende β-celler, som udgør ca. 70% af det hormonproducerende ø-væv, er farvet blå, mens de glukagonproducerende α-celler, der udgør ca. 20% af ø-vævet, er mere rødlige. Rundt om ligger kirtelvæv, som producerer fordøjelsesenzymer, samt klynger af lyse celler, centroacinære celler, der udgør begyndelsen af systemet af udførselsgange.

bugspytkirtel, pancreas, kirtel, som er knyttet til det første stykke af tarmen hos alle hvirveldyr. Kirtlen er hos højere hvirveldyr sammensat af en eksokrin del, som producerer bugspyt, der indeholder en lang række fordøjelsesenzymer samt bicarbonat, og en endokrin del, som producerer hormoner af særlig betydning for kulhydratstofskiftet, først og fremmest insulin.

Bugspytkirtlen er hos mennesket en aflang kirtel (ca. 15 cm og 100 g) beliggende opadtil på bughulens bagvæg, tværs hen over hvirvelsøjlens forside bag ved mavesækken. Den højre ende af kirtlen, caput, er fyldig og ligger i tæt kontakt med tolvfingertarmen, duodenum, hvortil bugspyttet ledes gennem en udførselsgang, ductus pancreaticus major, der kort før sin indmunding i tarmen løber sammen med den store galdegang, ductus choledochus. Den venstre ende af kirtlen er tyndere og strækker sig hen over venstre nyre i retning mod milten.

Det eksokrine væv

Det eksokrine væv udgør 99 % af bugspytkirtlens væv og består af to strukturelt og funktionelt forskellige afsnit: udførselsgangsystemet, hvis celler er ansvarlige for produktionen af væske og bicarbonationer, og kirtelendestykkerne, i hvilke produktionen af fordøjelsesenzymerne foregår. De førstnævnte er i stand til at udskille så meget bicarbonat, at koncentrationen i bugspyttet kan blive seks gange højere end i blodplasma, hvorved bugspyttet bliver stærkt alkalisk. Herved kan bugspyttet medvirke til neutralisering af den sure mavesaft, der udtømmes fra mavesækken. Desuden sikres en gunstig surhedsgrad for enzymerne i bugspyttet, som inaktiveres i surt miljø.

Annonce

Kirtelendestykkerne består af celler, som er højt specialiserede til produktion af protein til eksport. Intet andet væv kan præstere en tilsvarende sekretion af protein, og cellernes udseende er stærkt præget af denne funktion. Det færdige sekret indeholder mindst 20 forskellige proteiner, hvoraf en del, nemlig de enzymer, der bidrager til proteinnedbrydningen (fx trypsin og chymotrypsin), forekommer som inaktive forstadier. Aktiveres enzymerne, mens de endnu befinder sig i bugspytkirtlens gangsystem, fordøjes selve bugspytkirtlen, hvilket medfører en smertefuld betændelse i den. De øvrige enzymer, som deltager i nedbrydningen af fedtstof, RNA, DNA og kulhydrater, udskilles i fuldt aktiv form, idet dog det fedtspaltende enzym, lipase, kræver en co-faktor for at være fuldt virksomt.

Bugspytsekretionen reguleres dels af hormoner, dels af nerver i det autonome nervesystem. Ved indtagelse af føde aktiveres den tiende hjernenerve, nervus vagus, reflektorisk via syns-, lugt- og smagsindtryk samt impulser udløst ved synkning og ved fødens kontakt med mundhule, spiserør, mavesæk og øvre tyndtarm. Herved stimuleres både væske- og enzymsekretionen. Udtømmes sur mavesaft til tolvfingertarmen, udløses fra celler i tarmslimhinden sekretion af et hormon, sekretin, som kraftigt stimulerer sekretionen af alkalisk sekret fra bugspytkirtlen. Måske er denne mekanisme af speciel betydning mellem måltiderne, føden har nemlig ofte en betydelig buffervirkning, hvorved det materiale, der udtømmes fra mavesækken i forbindelse med måltiderne, bliver mindre surt end den mavesaft, der udtømmes under faste. Indeholder mavesaften fedt- og proteinnedbrydningsprodukter fra den foreløbige fordøjelse i mavesækken, stimuleres sekretionen af et andet hormon, cholecystokinin, som dels bevirker udtømning af galde fra galdeblæren, dels fremmer sekretion af enzymer fra bugspytkirtlen. Bugspytsekretionen er således nøje afstemt efter behovet.

Nedsat produktion af bugspyt, fx ved kronisk betændelse i bugspytkirtlen, medfører ofte svære fordøjelsesforstyrrelser. Især rammes fedtfordøjelsen, og fødens fedtstoffer tabes med afføringen (fedt-diarré).

Det endokrine væv

Den endokrine del af bugspytkirtlen udgøres af de såkaldte langerhanske øer, ca. 1 mio. små klynger af celler, spredt rundt i kirtlen. De opstår fra celler, der under kirtlens udvikling frigør sig fra udførselsgangene. Ø-vævet udgør omkring 1 % af bugspytkirtlen og består af fire hormonproducerende celletyper: Størstedelen er β-celler, der producerer insulin, resten omfatter α-celler, der producerer glukagon, D-celler, som producerer somatostatin, og PP-celler, der producerer pankreatisk polypeptid. Bedst undersøgt er insulin og glukagon, som har livsvigtig betydning for styringen af blodsukkeret: insulin ved at fremme deponering af glukose i vævene og hæmme leverens glukoseproduktion, glukagon ved at øge sidstnævnte. Sekretionen af de to hormoner styres direkte af blodsukkerkoncentrationen. Endvidere medvirker hormoner fra tarmen, såkaldte inkretionshormoner, der udskilles ved fødeindtagelse, samt autonome nerver. De sidste har især betydning ved fysisk stress, hvor nerver tilhørende det sympatiske nervesystem hæmmer insulin- og øger glukagonsekretionen; herved skaffes glukose (fra leveren) til de arbejdende muskler.

Ved utilstrækkelig sekretion af insulin, som ved sukkersyge, stiger koncentrationen af glukose i blodet, "blodsukkeret", hvilket uden behandling kan medføre døden. Unormalt forøget sekretion, som ved insulinproducerende svulster, kan føre til døden på grund af for lavt blodsukker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Juul Holst, Jørgen Tranum-Jensen: bugspytkirtel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52043