Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bækkenbund

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

bækkenbund, perineum, bækkenhulens aflukning nedadtil. Det bærende element i bækkenbunden er en tynd, skålformet muskelplade, bækkengulvet (diaphragma pelvis), der er tilhæftet bækkenhulens vægge. Skålens bund giver passage for urinrøret fortil og endetarmen bagtil samt hos kvinden den mellemliggende moderskede, vagina. Mellem bækkengulvet og huden ligger et bindevævslag, hvorigennem endetarmens fortsættelse, analkanalen, forløber, omgivet af sin lukkemuskulatur. Foran tarmåbningen, anus, findes hos kvinden mundingen af skeden. Det mellemliggende område betegnes mellemkødet — eller med et jordemoderudtryk bastet. Foran skeden og delvis sammenvokset med dens forvæg gennemløbes bækkenbunden af de korte kvindelige urinrør. Hos manden findes fortil penisroden.

Livmoderen og blæren ligger over bækkengulvet. Svækkelse af bækkengulvet kan medføre nedsynkning af disse organer, hvilket ofte giver problemer med at holde på vandet (urininkontinens). Efter barsel er bækkengulvet stærkt svækket, og det er vigtigt at genoptræne dets styrke ved knibeøvelser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: bækkenbund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52903