Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

APUD-systemet

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

APUD-systemet, amine precursor uptake and decarboxylation system, det diffuse neuroendokrine system, samlebetegnelse for celler, der producerer visse aminer, der virker som hormoner eller neurotransmittere (dvs. signalstoffer i nervesystemet); fx serotonin, dopamin, noradrenalin og adrenalin. Til produktion af aminerne optages visse aminosyrer, bl.a. tryptofan og tyrosin, hvorfra carboxylgruppen (-COOH) fjernes ved decarboxylering.

APUD-systemet omfatter i alt ca. 40 forskellige celletyper, heriblandt adskillige, som primært fremstiller (syntetiserer) peptidhormoner. Det gælder fx for en række celler i forskellige afsnit af mave-tarm-kanalen, i bugspytkirtlen, luftvejenes slimhinder, skjoldbruskkirtlen (C-cellerne) og biskjoldbruskkirtlerne samt i centralnervesystemet. Et fællestræk for disse celler angives at være, at de har deres oprindelse i crista neuralis under fosterudviklingen, men dette er usikkert.

Svulster i en celletype fra APUD-systemet kaldes apudomer, som bl.a. kan føre til øget produktion af pågældende hormon eller neurotransmitter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: APUD-systemet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39375