Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

neurokirurgi

Oprindelig forfatter FGje Seneste forfatter Redaktionen

neurokirurgi, læren om nervesystemets kirurgiske sygdomme. Specialet neurokirurgi omfatter således diagnostik, kirurgisk behandling og kontrol af såvel medfødte som erhvervede sygdomme i hjernen, hjernens blodkar, hjernekassen, rygmarven og nerverne uden for centralnervesystemet. Nogle neurokirurgiske sygdomme er hyppige, fx hjernelæsioner, hjerneblødning pga. aneurisme, hjernesvulster og diskusprolaps. Andre neurokirurgiske sygdomme forekommer sjældnere, fx medfødte misdannelser.

Organisation

Behandlingen af de neurokirurgiske sygdomme varetages i Danmark af fire neurokirurgiske afdelinger. Neurokirurgi er alene et sygehusspeciale, som er repræsenteret på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital. Der udføres 10.000-12.000 neurokirurgiske operationer om året.

Patienter henvises almindeligvis til neurokirurgisk behandling fra andre afdelinger, især neurologiske, medicinske og fysiurgisk-reumatologiske afdelinger. 40-50% af de neurokirurgiske patienter indlægges akut. Der er en nær relation til andre lægefaglige specialer, især neurologi, neurofysiologi, neuroradiologi, neuropatologi, øjensygdomme og øre-næse-hals-sygdomme. Desuden samarbejdes om optræning og revalidering med det reumatologiske speciale.

Annonce

Undersøgelse

Den neurokirurgiske undersøgelse og kliniske vurdering er rettet mod dels at pege på, hvor en eventuel sygdomsproces er lokaliseret, dels at finde ud af, hvilken type sygdomsproces der er tale om (se neurologi (neurologisk diagnostik)). Det er ikke altid muligt at stille den endelige korrekte diagnose ved en klinisk undersøgelse, og derfor er forskellige billeddannende undersøgelser nødvendige, hyppigst CT-scanning eller MR-undersøgelser. Disse har forfinet diagnostikken både ved hjerne- og rygmarvssygdomme og udgør et værdifuldt supplement til beskrivelsen af patientens symptomer og den kliniske undersøgelse sammen med neurofysiologiske undersøgelser. I specielle tilfælde kan måling af hjernens blodgennemstrømning og stofskifte finde anvendelse.

Operationsteknik

Da hjerne og rygmarv er yderst sårbare, er det meget væsentligt, at operationens art, formål og risici forklares og diskuteres omhyggeligt mellem kirurg, patient og pårørende. En grundig planlægning af det operative indgreb er vigtig, fordi adgangsveje og operationsmetoder varierer betydeligt med henblik på at sikre en intakt blodforsyning og undgå beskadigelse af sundt nervevæv.

Åbning af kraniet (kraniotomi) foretages, efter at der ved et bueformet hudsnit er skabt adgang til kraniets overflade. Herefter udbores 1-5 huller med en diameter på ca. 15 mm med et særligt bor (trepan). Udførelsen af et borehul blev tidligere betegnet trepanation. Borehullerne placeres i omkredsen af et område med en diameter på 6-8 cm. I stigende omfang anvendes ofte kun ét borehul, hvorefter kirurgen med et tyndt bor saver knoglestykket ud. Den udsavede del af kranieknoglen løftes op, således at den hårde hjernehinde (dura mater) er blottet. Efter åbning af denne lokaliseres den sygdomsproces, fx en svulst, som indgrebet derefter rettes mod. Til sidst lukkes hjernehindenigen, og det fjernede knoglestykke fastgøres.

Ved små karmisdannelser i hjernen og små hjernesvulster kan der anvendes en meget præcis, computerstyret strålebehandling (strålekniv, stereotaktisk radiokirurgi), som i mange tilfælde kan gennemføres under kun en dags indlæggelse.

Operation for diskusprolaps kan udføres gennem en meget lille hud- og muskelåbning efterfulgt af fjernelse af prolapsen ved kikkertkirurgi. Den konventionelle fjernelse af en diskusprolaps med en mere bred adgang efter fjernelse af en del af hvirvlen bruges, når der foreligger diskusprolapser ud for flere hvirvelmellemrum, forsnævring af rygsøjlen, eller når der skal udføres en samtidig stivgørende operation.

Brug af operationsmikroskop med optimal belysning af billedfeltet under indgrebet har i væsentlig grad forbedret den operative teknik, fx ved rygmarvssvulster eller blødende aneurismer på hjernens blodkar, og har sammen med de billeddannende undersøgelser medvirket til at gøre indgrebene betydelig mindre. Behandlingen af store hjerneblodkarmisdannelser og aneurismer foretages i dag hos godt 70% af patienterne med en røntgenvejledt kateterisering og lukning af de abnorme blodkar med små metalfjedre (coils) eller specielle kontraststoffer. En række hjernesvulster kræver særlige operative adgange, fx kan en hypofysesvulst fjernes via næsehulen og en hørenervesvulst (acusticusneurinom) via øret. Under operationer anvendes computerbaseret vejledning, fx af en svulsts præcise lokalisation, eller svulstens udbredelse synliggøres med ultralydundersøgelse. En hjerne- eller rygmarvssvulst kan fjernes med ultralydskniv eller med laserkirurgi, hvilket også er medvirkende til at gøre indgrebene mindre risikable og invaliderende end tidligere.

I 1980'erne og 1990'erne er der sket yderligere fremskridt inden for den neurokirurgiske operationsteknik, især ved anvendelse af indgreb, som ikke var mulige tidligere uden betydelig risiko for invaliditet, fx ved svulster nær hjernekassens bund, sygdomme i de øverste halshvirvler og epilepsi (se epilepsi (epilepsikirurgi)). Psykokirurgiske indgreb kan også foretages mere skånsomt end tidligere. Desuden har operationer med kikkertkirurgi medført, at operationerne i højere grad skåner nabostrukturer. Udviklingen inden for anæstesi har også medvirket til disse fremskridt og tillader nu operationer af en betydelig varighed. Efter operationen observeres og plejes patienterne på de neurokirurgiske afdelingers særlige intensivafdelinger af en specialuddannet sygeplejestab.

Ved hydrocefalus har udviklingen af nye ventiltyper medført en bedre prognose og færre komplikationer. En del tilfælde kan behandles med kikkertkirurgi, der åbner forsnævringer og genetablerer hjernevæskens cirkulation, hvorved indlæggelse af kateter med ventil kan undgås.

En eksperimentel, endnu ikke fuldt udviklet behandling er transplantation af fosternerveceller til patienter med rygmarvslæsioner. Genterapi ved behandling af særlige typer af hjernesvulster er under udvikling.

Historie

I slutningen af 1800-t. udførtes de første hjerneoperationer. H. Cushing i USA og H. Olivecrona i Sverige blev i første halvdel af 1900-t. neurokirurgiens banebrydere. Erfaringerne fra 1. og 2. Verdenskrig førte til betydelig bedre indsigt i behandlingen af skader på nervesystemet. Neurokirurgiske indgreb blev foretaget i Danmark i mindre omfang før oprettelsen af specialet, som fandt sted ved udskillelse fra neurologi i 1934 med etableringen af Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling under ledelse af E. Busch, som i 1948 blev den første danske professor i neurokirurgi.

Danske neurokirurger var organiseret i Dansk Neurologisk Selskab indtil 1987, da de samledes i det nystiftede Dansk Neurokirurgisk Selskab, der overordnet varetager specialets uddannelsesmæssige og videnskabelige udvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Gjerris: neurokirurgi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131293