Nervesvulst, svulstdannelse i nervevæv uden for centralnervesystemet. Den oftest forekommende form (neurinom) er dannet af nervernes bindevæv som en knude i nervefletværket (nerveplekset) til arm eller ben eller i selve den enkelte, perifere nerve, fx i hørenerven (se acusticusneurinom). Neurinomer optræder hyppigst i 20-40-års-alderen og oftest hos kvinder. De kan også ses som et led i sygdommen neurofibromatose. Symptomerne er hævelse og smerter, der kan stråle ud i en nerves hudområde (se dermatom). Ved neurokirurgisk operation kan neurinomer fjernes med kun minimale følger.

Udsæd fra kræft (metastaser) forekommer sjældent i de perifere nerver, men kan medføre konstant brændende smerter og nedsat følesans i nervens forsyningsområde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig