nyrebetændelse

Nyrebetændelse, glomerulonefritis, nefritis, nyresygdom, der skyldes nyrernes immunologiske reaktion på en infektion andetsteds i legemet. I modsætning hertil står nyrebækkenbetændelse (se urinvejsinfektion), der inkluderer infektioner med mikroorganismer, som har ramt nyrebækkenet og derfra bredt sig til selve nyrevævet samt infektion af nyrevævet, fx som led i blodforgiftning.

Glomerulonefritis kan være en følgesygdom af infektioner, fx halsbetændelse, eller bindevævssygdom. Under forløbet af disse kan der dannes immunkomplekser (se immunologi (immunkomplekser)) ved binding mellem antigen og antistof. Immunkomplekserne slår sig ned i den basalmembran, der findes i arterierne i det blodkarnøgle (glomerulus), som filtrerer væske fra blodet ud i nyrens små urinrør. Symptomerne er proteinudskillelse i urinen (proteinuri), som medfører skummende urin, blod i urinen (hæmaturi) og blodtryksforhøjelse.

De fleste tilfælde af akut glomerulonefritis har få og forbigående symptomer og går over af sig selv. I nogle af disse vil der resten af livet kunne konstateres proteinuri og hæmaturi i ringe grad. I andre tilfælde forløber sygdommen alvorligere med meget udtalt proteinuri med udskillelse af op til 20 g protein i døgnet, udvikling af nefrose samt akut eller kronisk nedsat nyrefunktion (nyreinsufficiens). I sådanne tilfælde er det af hensyn til valg af behandling og bedømmelse af prognose nødvendigt at opnå en nøjagtig diagnose ved at udføre en nyrebiopsi, hvorunder der i lokalbedøvelse under vejledning af ultralydundersøgelse udhentes en vævsprøve (biopsi) fra den ene nyre. Ved hjælp af immunologiske metoder kan der ved mikroskopi foretages en typebestemmelse. Ved udvikling af kronisk glomerulonefritis med nyreinsufficiens er det mikroskopiske billede præget af tillukning af glomeruli og bindevævsdannelse i nyrevævet (skrumpenyre).

Blandt de mange former for glomerulonefritis er den hyppigst forekommende en særlig, godartet type med aflejring af et særligt immunglobulin (IgA) i glomerulus; denne type ytrer sig ofte alene ved hæmaturi og er formentlig årsag til et stort antal tilfælde af ellers uforklaret hæmaturi. Endelig kan der udskilles en arvelig form for nyrebetændelse, Alports syndrom (efter den sydafrikanske læge Arthur Alport (1880-1959)), der ofte ledsages af nedsat hørelse.

Behandlingen består bl.a. af et binyrebarkhormonlignende lægemiddel (prednison), lægemidler, der ligeledes undertrykker immunreaktionerne, samt blodtryksnedsættende lægemidler. På trods af intensiv behandling kan sygdommen blive kronisk med aftagende nyrefunktion og kræve dialyse eller nyretransplantation (se transplantation (nyre)).