Epilepsi (historie), Epilepsi er nævnt i den egyptiske Papyrus Ebers ca. 1550 f.Kr., og Hippokrates beskrev de epileptiske anfald og deres sæde i hjernen i Den hellige sygdom ca. 400 f.Kr. I middelalderen mentes epilepsi at bero på besættelse af dæmoner; helgenen Skt. Valentin og især nødhjælperen Skt. Vitus (Skt. Veit) anråbtes om hjælp.

Den russiske forfatter F. Dostojevskij havde epilepsi med generelle krampeanfald indledt af en kort oplevelse (aura), oftest af angst og skyldfølelse, sjældnere af salighed og harmoni. Denne type aura opstår i hjernens limbiske system, og det har været overvejet, om den del af hjernen har særlig betydning for kunstnerisk skaben.

Nutidens epilepsiindsigt begyndte med J.H. Jacksons beskrivelse i 1861 af partielle anfald og W. Gowers' værk om epilepsi fra 1881. Det første effektive lægemiddel (fenemal) blev indført i 1912, den diagnostiske værdi af elektroencefalografi blev opdaget i 1927, og kirurgisk behandling blev beskrevet af W. Penfield i 1938.

Forskningen i sidste halvdel af 1900-t. har givet øget forståelse af de biokemiske og neurofysiologiske mekanismer ved spredningen og hæmningen af de epileptiske udladninger i hjernen, ligesom de nyere billeddiagnostiske metoder (bl.a. CT-, PET- og SPECT-scanning samt MR-undersøgelse) har betydet en sikrere karakterisering af de forskellige epilepsiformer og en bedre mulighed for at adskille epilepsi fra ikke-epileptiske anfald (fx besvimelse eller hysteriske kramper). Forskningen har lagt grundlag for en bedre forebyggende indsats og en fortsat udvikling af rationelle og bivirkningsfri medicinske og neurokirurgiske behandlingsmetoder.

Læs mere om epilepsi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig