Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mave-tarm-sygdomme

Oprindelige forfattere JKam og VBin Seneste forfatter Redaktionen

mave-tarm-sygdomme, fordøjelseskanalens sygdomme. Læren om mave-tarm-sygdomme betegnes gastroenterologi, som også er grenspecialer under grundspecialerne intern medicin og kirurgi. De almindeligste akutte sygdomme i mave-tarm-kanalen er fremkaldt af bakterier, virus eller parasitter og viser sig ved diarré, opkastninger eller mavesmerter (se tarminfektioner og blindtarmsbetændelse). Bakterien Helicobacter er desuden medvirkende ved udvikling af mavesår. De kroniske, betændelsesagtige tarmsygdomme, colitis ulcerosa og Crohns sygdom, kender man endnu ikke årsagerne til. Ved tillukning af tarmens blodforsyning kan der optræde mesenterialtrombose. Herudover findes sygdomme, der skyldes funktionsforstyrrelser, fx colon irritabile (irritabel tyktarm) og tilbageløb af mavesyre til spiserøret (se spiserørssygdomme). Kræft i mave-tarm-kanalen forekommer hyppigt og har forskellige fremtrædelsesformer og behandlingsmuligheder. Ofte medregnes bugspytkirtelsygdomme, galdevejssygdomme og leversygdomme til mave-tarm-sygdommene.

Børn

De almindeligste symptomer er spisevægring, gylpen og opkastninger, mavesmerter, diarré, forstoppelse og dårlig trivsel. I nyfødthedsperioden ses tarmslyng pga. cystisk fibrose og misdannelser i mave-tarm-kanalen, se medfødte sygdomme (mave-tarm-sygdomme). Hirschsprungs sygdom medfører udtalt forstoppelse. Maveportforsnævring viser sig ved eksplosive opkastninger, når barnet er 2-4 uger gammelt. I den sene spædbarnsalder ses hyppigt kostbetingede opkastninger, diarré, forstoppelse eller dårlig trivsel pga. diegivningsproblemer og ved overgangen til skemad. I nogle tilfælde foreligger der fødemiddelallergi, hyppigst mod komælk. De tidligere så frygtede akutte, bakterielle mave-tarm-infektioner er i den industrialiserede verden næsten helt afløst af mere fredeligt forløbende virusinfektioner; i ulandene er de fortsat en hovedårsag til spædbarnsdød.

Mavesmerter forekommer gennem hele barnealderen. De kan have mangfoldige årsager: infektion, kroniske betændelsestilstande, tarmslyng mfl. Hos førskole- og skolebørn findes hyppigst ingen organisk årsag (uspecifikke eller psykogene mavesmerter). Blodige opkastninger og afføringer er relativt sjældne og kræver altid nærmere undersøgelse. Årsagen kan være koagulationsforstyrrelser, læsioner, blodkarmisdannelser eller mere eller mindre udbredte akutte eller kroniske sygdomme i mave-tarm-kanalen, fx colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Dårlig trivsel i kombination med diarré ses ved malabsorption, fx pga. mælkesukkersygdom eller cøliaki.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kamper, Vibeke Binder: mave-tarm-sygdomme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123159