Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

søvnapnø

Oprindelig forfatter GW Seneste forfatter Redaktionen

søvnapnø, obstruktiv søvnapnø-syndrom, søvnforstyrrelse (apnø), der er en særlig form for manglende åndedræt på trods af åndedrætsbevægelser, idet de øvre luftveje er sammenklappet i mindst 10 sekunder mere end 30 gange i løbet af syv timers søvn.

Symptomerne er søvnpauser og nedsat iltindhold i blodet og kan komme snigende; de er altid forudgået af kraftig snorken i måneder eller år. Når snorken bliver meget uregelmæssig med pauser i åndedrættet, er sygdommen indtrådt med sygelig søvnighed om dagen, hukommelses- og koncentrationsbesvær, udtalt mundtørhed, morgenhovedpine og en meget urolig søvn. Årsagen er ikke fuldt kendt, men antages at være nedsat stivhed og pladsmangel i de øvre luftveje, evt. pga. fedme (se pickwick-syndrom).

Behandlingen er indånding med overtryk via en næsemaske (CPAP, Continous Positive Airways Pressure) eller operation af den bløde gane.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Wildschiødtz: søvnapnø i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169119