KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom)

Ca. 10-15 procent af den danske voksne befolkning har KOL. Forekomsten tiltager med alderen. I de lande med aftagende og lav forekomst af rygere vil andelen med KOL aftage, mens den i de lande med uændret eller stigende forekomst af rygere vil stige. I Danmark har kvinder haft sværest ved at stoppe med rygning, og derfor er forekomsten af KOL hos kvinder nu højere end forekomsten af KOL hos mænd.

I de fleste tilfælde er årsagen til KOL mangeårig tobaksrygning. Sygdommen forværres hurtigere hos patienter, der fortsætter med at ryge, end hos dem, der stopper. Andre årsager til KOL kan være forurening i arbejdsmiljøet eller medfødt tendens til at udvikle emfysem alfa-1-antitrypsinmangel. Patienter med denne mangel tåler tobak dårligere end patienter uden denne mangel. Hvis personer med alfa-1-antitrypsinmangel også ryger, vil de hurtigere nå den sværeste grad af lungesvigt, såkaldt terminalt lungesvigt, sammenlignet med hvis de ikke røg. Ved terminalt lungesvigt vurderes patienten til at have kort tid tilbage at leve i.

Før man begyndte at måle lungefunktion hos patienter med lungesymptomer, var det ukendt, om patienterne havde bronkitis eller havde udviklet KOL. Den primære årsag til KOL er tobaksrygning, og historisk set var der flere mænd end kvinder der røg, og derfor flere mænd, der udviklede KOL. I lande hvor kvinder traditionelt eller pga religion ikke er tobaksrygere, ses stadig tegn på KOL. Dette har vist sig at skyldes røg fra husets ildsted, hvor der ofte bliver lavet mad.

Patienter med KOL har ofte hoste og opspyt og i starten af sygdommen oplever mange åndenød ved aktivitet. Symptomerne forværres i forbindelse med luftvejsinfektioner, og mange patienter angiver, at kulde, råt vejr og stærke lugte også gør det sværere at få vejret. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, vil nogle også opleve åndenød i hvile og om natten. Specielt senere i forløbet indlægges mange patienter med forværring exacerbationer. Når der opleves flere exacerbationer pr. år, sammenholdt med lungefunktion under 30 procent, er det et udtryk for svær KOL.

Diagnosen KOL kan ikke stilles på baggrund af symptomer alene, men suppleres med undersøgelse af lungefunktionen (spirometri). Undersøgelsen består af måling af forceret ekspiratorisk volumen i første sekund (FEV1) og forceret ekspiratorisk volumen (FVC). En patient med KOL kan ikke puste så hurtigt ud på grund af forsnævringer i luftvejene, hvilket giver en lav FEV1-måling og et lavt forhold mellem FEV1/FVC. Forholdet mellem FEV1/FVC kaldes FEV1/FVC-ratio og udtrykkes i %. Inhalation af lægemidler vil kun i beskeden grad forbedre resultatet af lungefunktionsmålingerne, og denne manglende forbedring er en del af diagnosen KOL.

Formålet med behandling af KOL er at udvide bronkierne, og at forhindre sammentrækninger af bronkierne bronkokonstriktioner, så patienten får lettere ved at trække vejret. Patienter med KOL kan aldrig opnå normal lungefunktion, de vil altid have nedsat lungefunktion trods behandling.

I behandlingen af KOL anvendes der primært inhalationsmedicin, der skal udvide bronkierne (beta-2-agonist), eller midler der forhindrer bronkokonstriktioner (muskarin-antagonist og bronkodilatatorer). Effekterne af begge slags lægemidler er dog relativt beskedne. Om patienten oplever en effekt af begge typer lægemidler, kan testes ved, at der udføres en lungefunktionstest før og efter inhalation af lægemidlet. Begge produkter findes som en korttidsvirkende version (SABA og SAMA) eller som en langtidsvirkende version (LABA og LAMA).

Det vigtigste tiltag i behandlingen af patienter med KOL er rygestop. Uden rygestop vil sygdommen forværres og lungefunktionen vil kontinuerligt mindskes. Derfor bliver det svært at trække vejret, få iltet blodet, samt få udåndet kuldioxid. Der er en overdødelighed for patienter med KOL, der er indlagt med forværring. Overdødeligheden er på niveau med akut blodprop i hjertet.

Den del af lungefunktionen, som er tabt forud for rygestop, kan ikke genvindes efter rygestop. Der vil dog ikke ske et øget tab af lungefunktionen pr. år efter rygestop, som der ville være sket ved fortsat tobaksrygning.

Den medicinske behandling med inhalationsmedicin er symptomlindrende, og kan give bedre livskvalitet, men behandlingen kan ikke forbedre lungefunktionen.

Astma er også en obstruktiv lungesygdom, men denne tilstand er uden kronisk nedsat lungefunktion, idet lungefunktionen kan forbedres spontant eller ved lægemiddelbehandling. 80 % af personer med astma har en lungefunktion, som er tilnærmet normal, men som i perioder kan være nedsat. Dermed har astmapatienter ikke KOL, da lungefunktionen ved KOL er kronisk nedsat med obstruktivt mønster. Selvom der ved KOL kan forekomme svingninger, så vil lungefunktionen aldrig normaliseres, selv ikke i gode perioder.

• lungerne
• lungesygdomme
• astma