Vasopressinhypersekretion, Syndrome of Inappropriate Antidiuretic Hormone Secretion, SIADH, Schwartz-Bartters syndrom, sygdom, der kan optræde i forbindelse med godartede lungesygdomme og lungecancer, ved sygdomme i centralnervesystemet opstået efter traumer og infektioner samt under behandling med antidepressive lægemidler og midler mod epilepsi.

Vasopressinhypersekretion er kendetegnet ved lavt indhold af natrium i blodet (hyponatriæmi), som opstår på grund af konstant frisætning af antidiuretisk hormon (ADH eller vasopressin). ADH øger kroppens vandindhold, hvorved blodets natriumindhold falder. Symptomerne skyldes "vandforgiftning" og viser sig i lette tilfælde ved madlede, kvalme, opkastninger, hovedpine og mavekrampe. I svære tilfælde kan forekomme kramper, bevidstløshed og dødsfald. Diagnosen stilles på basis af lavt natriumindhold og en ikke maksimalt fortyndet urin.

Tilstanden behandles med indskrænkning af væskeindtagelsen til 800 til 1000 ml per døgn og behandling af den grundliggende sygdom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig