Hjertesækbetændelse, pericarditis, betændelse i hjertesækkens hinder. Sygdommen viser sig ved feber og brystsmerter, der forværres ved vejrtrækning. Der vil ofte samle sig væske i hjertesækken, evt. i så høj grad at hjertet klemmes sammen (hjertetamponade). Væsken kan let påvises ved ekkokardiografi. Sygdommen skyldes oftest en virusinfektion, sjældnere en bakteriel infektion. Desuden kan den fremkomme som en betændelseslignende reaktion (inflammation), fx ved bindevævssygdomme, nyresvigt, svulster i hjertesækken og efter strålebehandling. Sygdommen kan ofte gå over af sig selv; ved bakteriel infektion anvendes behandling med antibiotika. Ved et mere kronisk forløb kan der indtræde skrumpning og forkalkning af hjertesækken (panserhjerte), hvorved hjertets pumpefunktion nedsættes. Dette behandles effektivt ved en simpel hjerteoperation, som består i, at den forkalkede hjertesæk fjernes.