hjerterytmeforstyrrelser

Ved bradykardi er der en langsom puls, svarende til under 50 slag i minuttet.

Årsagerne til bradykardi kan bl.a. være aldersbetinget degeneration af hjertets ledningssystem, hjertekransåresygdom, hjertemuskelsygdom, overdosering med lægemidler, fx lægemidlet digitalis og komplikationer til hjertekirurgi.

Bradykardi ses bl.a. som et normalt fænomen hos mange idrætsfolk. Ved vasovagale anfald med besvimelse er der for lange pauser mellem impulsudsendelserne fra sinusknuden pga. en nervøs påvirkning, men der kan også være tilstande i sinusknuden, som medfører mangelfuld dannelse af impulser, hvilket kaldes syg sinusknude-syndrom. Bradykardi optræder også ved hjerteblok, som skyldes delvis eller helt manglende impulsoverledning fra forkamrene til hjertekamrene. Ved grenblok er der en manglende impulsudbredelse i en mindre gren af ledningsbundtet, hvilket kan konstateres ved EKG. Højresidigt grenblok er uskadeligt, medens venstresidigt grenblok ofte er et tegn på strukturel hjertesygdom.

Ved meget langsom puls, evt. helt ophør af hjerteaktionen (asystoli), optræder svimmelhed, nærbesvimelser eller besvimelser. Ved besvimelser kaldes det Adams-Stokes' syndrom. Hvis bradykardien giver symptomer, består behandlingen af en pacemaker.

Ved takykardi er der en for hurtig puls, svarende til over 100 slag i minuttet.

Takykardi er et normalt fænomen, som bl.a. ses ved fysiske anstrengelser, nervøsitet, kaffedrikning m.m. Det kan også optræde ved sygdom uden for hjertet, fx ved feber, blødning og forhøjet stofskifte.

Anfald af pludselig opstået takykardi kan udgå fra hjertets forkamre (paroksystisk supraventrikulær takykardi) eller fra hjertekamrene (paroksystisk ventrikulær takykardi).

Ved supraventrikulær takykardi er symptomerne hjertebanken, utilpashed, kortåndethed og evt. besvimelse. Der er oftest ikke nogen hjertesygdom at påvise, og anfaldene er i reglen harmløse. Det enkelte anfald svinder ofte af sig selv, og ellers behandles det med lægemidler eller med et elektrisk stød under kortvarig bedøvelse. Ved hyppige, generende anfald kan en række lægemidler forsøges som forebyggelse. I sjældne tilfælde hænger anfald af supraventrikulær takykardi sammen med et medfødt ekstra ledningsbundt mellem forkamre og hjertekamre, hvor impulsen går i ring, hvilket kaldes Wolff-Parkinson-White-syndrom. Det ekstra ledningsbundt kan lokaliseres ved en elektrofysiologisk undersøgelse, kaldet hjertekateterisation, hvor et særligt kateter føres ind i hjertet. Derefter kan ledningsbundtet overbrændes. Den samme behandling med overbrænding af impulsveje kan også anvendes ved andre former for supraventrikulær takykardi.

Ventrikulær takykardi forekommer ved alvorlig hjertesygdom, fx i tilslutning til blodprop i hjertet, og medfører ofte kortåndethed, brystsmerter og besvimelse, hvilket kan gå over i ventrikelflimren. Behandlingen af ventrikulær takykardi er elektrisk stød, og forskellige lægemidler kan gives forebyggende. Hindrer lægemidlerne ikke anfaldene, kan der indopereres en ICD-enhed, implanterbar kardioverter-defibrillator, som ophæver anfaldet ved elektrisk stød inde i hjertet. I sjældne tilfælde kan anfaldsvis ventrikulær takykardi være genetisk betingede og familiært forekommende hos børn og yngre personer.

Ved arytmi er der en uregelmæssig hjerteaktion, som evt. kan være kombineret med bradykardi eller takykardi.

Den hyppigste form for arytmi er en ekstrasystole, som er en sammentrækning for tidligt i rytmen fulgt af en kortvarig pause. Ekstrasystoler kan udgå fra såvel forkamre som hjertekamre. Ekstrasystoler er så hyppige, at næsten alle kan have dem, men kun de færreste mærker dem. Nogle få har fornemmelsen af, at hjertet slår en kolbøtte, eller de føler et ubehageligt dunk i brystet. Ekstrasystoler kan give anledning til nervøsitet, men er ellers som regel harmløse.

Arytmi forekommer også som led i atrieflimren eller atrieflagren. Disse tilstande er beslægtede og optræder, når sinusknuden er ude af funktion. Atrieflimren er den oftest forekommende. Ved atrieflimren dannes uregelmæssige sammentrækninger i forkamrene ca. 300 gange i minuttet, mens sammentrækningerne ved atrieflagren er regelmæssige, ca. 200-250 gange i minuttet. Der udsendes et tilsvarende antal impulser gennem forkamrene, men kun en del af impulserne når videre til hjertekamrene, som trækker sig uregelmæssigt sammen ca. 100-150 gange i minuttet. Hjertekamrene fyldes ikke tilstrækkeligt med blod mellem sammentrækningerne, og der udvikler sig hjerteinsufficiens med kortåndethed og væskeophobning. Årsagen til atrieflimren og atrieflagren er oftest hjertekransåresygdom, men kan også skyldes hjerteklapfejl, især mitralstenose, og forhøjet stofskifte. Der er øget risiko for dannelse af blodpropper i venstre forkammer og dermed for embolier. Behandlingen er lægemidler, der mindsker antallet af impulser fra forkamrene til hjertekamrene (fx digitalis). Antikoagulationsbehandling gives ofte for at modvirke risikoen for blodpropdannelse. Hvis arytmien har varet kortere end et halvt år, kan der med elektrisk stød (DC-konvertering) stoppe arytmien, så sinusknuden genoptager sin funktion, i hvert fald for en tid. I nogle tilfælde kan der opstå tilbagefald af arytmien efter DC-konvertering. I sådanne tilfælde har der siden 2000 kunnet udføres kateterbaseret overbrændingsbehandling, kaldet radioablation eller cryo-ablation, som er kuldepåvirkning af de ledningsbaner der skal ødelægges, på et hjertecenter. Ved behandlingen indføres et tyndt kateter i en vene i lysken, hvorfra kateteret føres via højre forkammer til venstre forkammer gennem væggen mellem forkamrene. Med radiofrekvensenergi udløses en kraftig varmebehandling i området omkring lungevenernes indmunding i venstre forkammer. Herved isoleres de forkammerceller, der igangsætter arytmien.

Den farligste arytmi er ventrikelflimren, hvor hjertekamrenes sammentrækninger er uregelmæssige og så hurtige, at pumpefunktionen er ophævet, og der indtræder hjertestop. Ventrikelflimren forekommer ved alvorlig hjertesygdom, fx hjertekransåresygdom.

Det allerede tidligere brugte princip med overbrænding af et medfødt ekstra ledningsbundt ved Wolff-Parkinson-White-syndrom kan udstrækkes til overbrænding af ledningsbaner i hjertet. For hurtig hjerteaktion med høj puls (takykardi) kan være udløst fra højre hjerteforkammer (supraventrikulær takykardi). En særlig form, der er egnet til behandling med overbrænding, benævnes AVNRT (atrioventrikulær nodal reentry takykardi), hvor de elektriske impulser går i ring i og nær atrioventrikulærknuden. Ved atrieflagren går de elektriske impulser i ring i højre hjerteforkammer, hvor ledningsbanen kan overbrændes på det smalleste sted i den nederste del af forkammeret. Anfaldsvis atrieflimren behandles ofte med radiofrekvensablation eller cryo-ablation. Kronisk atrieflimren kan også behandles med ablation hvis den frekvensregulernede medicinske behandling ikke tåles. Overbrænding er i begrænset omfang mulig ved ventrikulær takykardi, der er udløst fra højre hjertekammer, og som ikke skyldes kransåresygdom.

Behandling med indoperation af en ICD-enhed er forebyggende standardbehandling hos patienter, der har overlevet hjertestop pga. ventrikelflimren de første par dage efter en blodprop i en kranspulsåre (akut myokardieinfarkt). Risikoen for at udvikle et nyt hjertestop er i denne situation stor, og brug af forebyggende lægemidler, fx betablokkere eller amiodaron, yder i reglen ikke beskyttelse nok. Indoperationen foregår på samme måde som indoperation af en almindelig pacemaker, og ICD-enheden har også ofte pacemakerfunktion. Behandling med en ICD-enhed anvendes også som forebyggelse mod besvimelse og hjertestop ved såkaldt arytmogen højre ventrikel og lang QT-syndrom, der begge er sjældent forekommende familiære tilstande med tendens til ventrikulær takykardi og ventrikelflimren.