Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hjerterytmeforstyrrelser

Oprindelig forfatter AWen Seneste forfatter Redaktionen

Hjerterytmeforstyrrelser. Kurver optaget vha. elektrokardiografi (EKG) ved typiske former for uregelmæssig hjerteaktion (arytmi). Øverst tv. ekstrasystole udgået fra et hjertekammer; den kommer før det forventede næste normale hjerteslag og efterfølges af en kompensatorisk pause. Øverst th. atrieflimren; forkamrenes meget hurtige (flimrende) sammentrækninger ses som en bølgelinje; hjertekamrenes uregelmæssige sammentrækninger viser sig som fire større takker. Nederst overgang fra normal hjerterytme til ventrikelflimren, dvs. meget hurtige, uregelmæssige sammentrækninger af hjertekamrene.

Hjerterytmeforstyrrelser. Kurver optaget vha. elektrokardiografi (EKG) ved typiske former for uregelmæssig hjerteaktion (arytmi). Øverst tv. ekstrasystole udgået fra et hjertekammer; den kommer før det forventede næste normale hjerteslag og efterfølges af en kompensatorisk pause. Øverst th. atrieflimren; forkamrenes meget hurtige (flimrende) sammentrækninger ses som en bølgelinje; hjertekamrenes uregelmæssige sammentrækninger viser sig som fire større takker. Nederst overgang fra normal hjerterytme til ventrikelflimren, dvs. meget hurtige, uregelmæssige sammentrækninger af hjertekamrene.

hjerterytmeforstyrrelser, forstyrrelser i hjertets normale rytme. Den normale rytme styres fra sinusknuden i hjertets højre forkammer (se hjerte). Sinusknuden sender elektriske impulser ned gennem forkamrene og videre gennem atrioventrikulærknuden og et ledningsbundt til hjertekamrene. Hjerterytmeforstyrrelser karakteriseres bedst ved elektrokardiografi (EKG).

En forstyrrelse kan enten forekomme som en for langsom hjerteaktion (bradykardi), dvs. mindre end 50 slag i minuttet, for hurtig hjerteaktion (takykardi), dvs. mere end 100 slag i minuttet, eller som en uregelmæssig hjerteaktion (arytmi), som evt. kan være kombineret med bradykardi eller takykardi.

Bradykardi

Bradykardi med langsom puls ses som et normalt fænomen hos mange idrætsfolk. Ved vasovagale anfald med besvimelse er der for lange pauser mellem impulsudsendelserne fra sinusknuden pga. en nervøs påvirkning, men sinusknuden kan også være lidende med mangelfuld dannelse af impulser (syg sinusknude-syndrom). Bradykardi optræder også ved hjerteblok, som skyldes delvis eller helt manglende impulsoverledning fra forkamrene til hjertekamrene. Ved grenblok er der en manglende impulsudbredelse i en mindre gren af ledningsbundtet, hvilket kan konstateres ved EKG, men det har sjældent praktisk betydning.

Annonce

Ved meget langsom puls, evt. helt ophør af hjerteaktionen (asystoli), optræder svimmelhed, nærbesvimelser eller besvimelser (Adams-Stokes' syndrom). Årsagerne til bradykardien kan bl.a. være aldersbetinget slid, hjertekransåresygdom, hjertemuskelsygdom, overdosering med lægemidler (fx digitalis) og komplikationer til hjertekirurgi. Symptomgivende bradykardi behandles med pacemaker.

Takykardi

Takykardi med for hurtig puls optræder ved fysiske anstrengelser, nervøsitet, kaffedrikning m.m.; det er da et normalt fænomen, men det kan også optræde ved sygdom uden for hjertet (feber, blødning, forhøjet stofskifte). Anfald af pludselig opstået takykardi kan udgå fra hjertets forkamre (paroksystisk supraventrikulær takykardi) eller fra hjertekamrene (paroksystisk ventrikulær takykardi).

Ved supraventrikulær takykardi er symptomerne hjertebanken, utilpashed, kortåndethed og evt. besvimelse. Der er oftest ikke nogen hjertesygdom at påvise, og anfaldene er i reglen harmløse. Det enkelte anfald svinder ofte af sig selv, og ellers behandles det med lægemidler eller med et elektrisk stød under kortvarig bedøvelse. Ved hyppige, generende anfald kan en række lægemidler forsøges som forebyggelse. I sjældne tilfælde hænger anfald af supraventrikulær takykardi sammen med et medfødt ekstra ledningsbundt mellem forkamre og hjertekamre, hvor impulsen går i ring (Wolff-Parkinson-White-syndrom). Det ekstra ledningsbundt kan lokaliseres ved en elektrofysiologisk undersøgelse, hvor et særligt kateter (se hjertekateterisation) føres ind i hjertet. Derefter kan ledningsbundtet overbrændes. Den samme behandling med overbrænding af impulsveje kan også anvendes ved andre former for supraventrikulær takykardi.

Ventrikulær takykardi forekommer ved alvorlig hjertesygdom, fx i tilslutning til blodprop i hjertet, og medfører ofte kortåndethed, brystsmerter og besvimelse; tilfældet kan gå over i ventrikelflimren. Behandlingen af ventrikulær takykardi er elstød, og forskellige lægemidler kan gives forebyggende. Hindrer lægemidlerne ikke anfaldene, kan man indoperere en ICD-enhed (implanterbar kardioverter-defibrillator), som ophæver anfaldet ved elektrisk stød inde i hjertet.

Uregelmæssig hjerteaktion (arytmi)

Den hyppigste form for arytmi er en ekstrasystole, som er en sammentrækning for tidligt i rytmen fulgt af en kortvarig pause. Ekstrasystoler kan udgå fra såvel forkamre som hjertekamre. Ekstrasystoler er så hyppige, at næsten alle kan have dem, men kun de færreste mærker dem. Nogle få har fornemmelsen af, at hjertet slår en kolbøtte, eller de føler et ubehageligt dunk i brystet. Ekstrasystoler kan give anledning til nervøsitet, men er ellers som regel harmløse.

Arytmi forekommer også som led i atrieflimren eller atrieflagren. Disse tilstande er beslægtede og optræder, når sinusknuden er ude af funktion. Atrieflimren er den oftest forekommende. Ved atrieflimren dannes uregelmæssige sammentrækninger i forkamrene ca. 300 gange i minuttet, mens sammentrækningerne ved atrieflagren er regelmæssige, ca. 200-250 gange i minuttet. Der udsendes et tilsvarende antal impulser gennem forkamrene, men kun en del af impulserne når videre til hjertekamrene, som trækker sig uregelmæssigt sammen ca. 100-150 gange i minuttet. Hjertekamrene fyldes ikke tilstrækkeligt med blod mellem sammentrækningerne, og der udvikler sig hjerteinsufficiens med kortåndethed og væskeophobning. Årsagen til atrieflimren og atrieflagren er oftest hjertekransåresygdom, men kan også skyldes hjerteklapfejl, især mitralstenose, og forhøjet stofskifte. Der er øget risiko for dannelse af blodpropper i venstre forkammer og dermed for embolier. Behandlingen er lægemidler, der mindsker antallet af impulser fra forkamrene til hjertekamrene (fx digitalis). Antikoagulationsbehandling gives ofte for at modvirke risikoen for blodpropdannelse. Hvis arytmien har varet kortere end et halvt år, kan man med elektrisk stød (DC-konvertering) stoppe arytmien, så sinusknuden genoptager sin funktion, i hvert fald for en tid. I nogle tilfælde kan der opstå tilbagefald af arytmien efter DC-konvertering. I sådanne tilfælde har der siden 2000 kunnet udføres kateterbaseret overbrændingsbehandling (radioablation) på et hjertecenter. Ved behandlingen indføres et tyndt kateter i en vene i lysken, hvorfra kateteret føres via højre forkammer til venstre forkammer gennem væggen mellem forkamrene. Med radiofrekvensenergi udløses en kraftig varmebehandling i området omkring lungevenernes indmunding i venstre forkammer. Herved isoleres de forkammerceller, der igangsætter arytmien.

Den farligste arytmi er ventrikelflimren, hvor hjertekamrenes sammentrækninger er uregelmæssige og så hurtige, at pumpefunktionen er ophævet, og der indtræder hjertestop. Ventrikelflimren forekommer ved alvorlig hjertesygdom, fx hjertekransåresygdom.

Lægemidler og behandling

Omkring år 2000 har udviklingen i behandlingen især drejet sig om overbrænding (radiofrekvensablation) af nerveledningsbaner i hjertet og behandling med indopererbar ICD-enhed (implanterbar kardioverter-defibrillator), der fungerer ved at give et elektrisk stød inde i hjertet.

Det allerede tidligere brugte princip med overbrænding af et medfødt ekstra ledningsbundt ved Wolff-Parkinson-White-syndrom kan udstrækkes til overbrænding af ledningsbaner i hjertet. For hurtig hjerteaktion med høj puls (takykardi) kan være udløst fra højre hjerteforkammer (supraventrikulær takykardi). En særlig form, der er egnet til behandling med overbrænding, benævnes AVNRT (atrioventrikulær nodal reentry takykardi), hvor de elektriske impulser går i ring i og nær atrioventrikulærknuden. Ved atrieflagren går de elektriske impulser i ring i højre hjerteforkammer, hvor ledningsbanen kan overbrændes på det smalleste sted i den nederste del af forkammeret. Ved atrieflimren er overbrænding endnu eksperimentel. Overbrænding er i begrænset omfang mulig ved ventrikulær takykardi, der er udløst fra højre hjertekammer, og som ikke skyldes kransåresygdom.

Behandling med indoperation af en ICD-enhed er forebyggende standardbehandling hos patienter, der har overlevet hjertestop pga. ventrikelflimren de første par dage efter en blodprop i en kranspulsåre (akut myokardieinfarkt). Risikoen for at udvikle et nyt hjertestop er i denne situation stor, og brug af forebyggende lægemidler, fx betablokkere eller amiodaron, yder i reglen ikke beskyttelse nok. Indoperationen foregår på samme måde som indoperation af en almindelig pacemaker, og ICD-enheden har også ofte pacemakerfunktion. Behandling med en ICD-enhed anvendes også som forebyggelse mod besvimelse og hjertestop ved såkaldt arytmogen højre ventrikel og lang QT-syndrom, der begge er sjældent forekommende familiære tilstande med tendens til ventrikulær takykardi og ventrikelflimren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alf Wennevold: hjerterytmeforstyrrelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91977