Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arteriografi

Oprindelig forfatter Efsen Seneste forfatter Redaktionen

arteriografi, (arterie og -grafi), røntgenundersøgelse af pulsårer efter indsprøjtning af kontraststof gennem et indlagt kateter. Som regel indføres katetret i pulsåren i lysken, sjældnere i albuebøjningen eller armhulen. Arteriografi kan udføres ved, at kateterspidsen placeres i legemspulsåren (aorta) ud for mellemgulvet, hvorved leverens, tarmens og nyrernes pulsårer samtidig bliver synliggjort. Et mindre blodkarområde kan undersøges ved hjælp af et kateter med en særligt formet spids anbragt i afgangen af en pulsåre, fx i hjertets pulsårer. Arteriografi anvendes til undersøgelse af forsnævring ved åreforkalkning med henblik på planlægning af evt. operation, ved undersøgelse af aneurismer og ved kortlægning af visse svulsters blodforsyning, hvor arteriografi kan være afgørende for behandlingsstrategien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fritz Efsen: arteriografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40580