nuklearmedicin

Til diagnostik benyttes radioaktive sporstoffer (se tracerteknik) til at undersøge kroppen med. Her er fordelen ved radioaktivitet, at den er let at måle. Desuden kan gammastråling trænge gennem kroppen, hvorved en scanner kan "se" ind i kroppen. De anvendte radioaktive stoffer har korte halveringstider, typisk nogle få timer, sådan at radioaktiviteten hurtigt aftager. Stråledosis til patienten ligger indenfor samme område som stråledoser fra røntgenundersøgelser.

Til behandling (terapi) udnyttes i stedet strålingens skadelige virkning, fx til at bestråle en kræftsvulst indefra. Her benyttes ofte betastråling, som ikke når ret langt i vævet. Derved bliver stråledosis stor i det væv, som har optaget stoffet, mens andre dele af kroppen får meget mindre stråling.

Mange typer kræft har et højt optag af sukker, fordi kræftceller deler sig hyppigt, og delingen kræver energi. Derfor er det klinisk interessant at scanne sukkeroptaget i kroppen. Det radioaktive sporstof [¹⁸F]FDG (fluor-deoxy-glukose mærket med radioaktivt fluor-18) optages i kroppen ligesom sukker. Sporstoffet sprøjtes ind i en blodåre og får tid til at fordele sig kroppen. Derefter kan optages billeder af sporstoffets fordeling i kroppen med PET-scanning. En læge bedømmer billederne for at se, om optaget tyder på kræft, og hvor i kroppen kræften er.

Andre sporstoffer kan bruges til helt andre undersøgelser, for eksempel til undersøgelse af blodtilførslen til hjertet, blodprop i lungerne (lungeinfarkt), funktionen af skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) eller til nyrefunktionsundersøgelser.

Mens røntgenundersøgelser stråler igennem patienten, så er princippet i nuklearmedicin at måle den stråling, som kommer fra patienten, mere præcist fra det radioaktive sporstof i patienten.

Et fladt scanningsbillede (en scintigrafi) kan optages med et gammakamera, en form for kamera som afbilder gammastråling. Billedet optages og vises på en computer.

Hvis gammakameraet kan bevæge sig rundt omkring patienten, kan det udføre SPECT-scanning, som kan give et tredimensionelt billede af sporstoffets fordeling i kroppen. Mere præcist måler SPECT-scanneren en række skivebilleder (tomografi), som computeren kan sammensætte til et tredimensionelt billede.

Nogle radioaktive sporstoffer måles bedre med en PET-scanner, der ligesom en SPECT-scanner måler billederne som tomografi.

Mange moderne PET- og SPECT-scannere er kombinerede med en CT-scanner, eller i nogle tilfælde en MR-scanner. En sådan kombineret scanner kaldes en hybrid-scanner.

Sporstoffernes fordeling fortæller om kroppens fysiologi, men giver ofte kun et utydeligt billede af kroppen selv. En CT-scanner eller MR-scanner giver et godt billede af kroppens anatomi. En hybridscanner kan måle begge dele i én undersøgelse.

I Danmark bliver nuklearmedicin overvejende udøvet sammen med klinisk fysiologi, der i 1966 blev lægeligt speciale; siden 1982 betegnes dette speciale klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Specialet varetages på sygehusafdelinger.

Afdelingerne indgår også i det landsdækkende atomberedskab, fordi de råder over ekspertise inden for dosimetri og strålingsbiologi og det nødvendige måleudstyr.

Specialet varetager desuden behandlinger med radionuklider (se radioaktive lægemidler), der indgives i blodbanen eller indtages gennem munden. Eksempler herpå er strontiumbehandling af smerter fra knoglemetastaser ved prostata- og brystkræft samt behandling af binyrelidelser med jodforbindelser. Størst betydning har behandling af skjoldbruskkirtellidelser med jod-131 fået (se jod (lægemidler)).

Anvendelsen af radionuklider som sporstoffer (tracere, se tracerteknik) inden for biologi og biologisk kinetik blev udviklet af George de Hevesy, der samarbejdede med Niels Bohr. I 1924 blev teknikken fx anvendt til bestemmelse af blodets omløbshastighed hos mennesket.

Først fra anden halvdel af 1940'erne har nuklearmedicinen fundet klinisk anvendelse, fordi der på det tidspunkt udvikledes måleapparatur, der havde den nødvendige følsomhed til udefra at registrere strålingen fra radioaktive sporstoffer, der var indgivet i organismen. Med opfindelsen af gammakameraet i 1957 åbnedes der mulighed for en egentlig billeddannelse af radioaktive sporstoffers fordeling i kroppen.

• tracerteknik
• radioaktive lægemidler