Medicinens historie. Sigmund Freud. Foto fra 1921.

.

Medicinens historie. Tegning, fremsendt i 1972 til det amerikanske patentkontor sammen med en ansøgning om patent på en scanner til undersøgelse ved magnetisk resonans (MR-undersøgelse) af opfinderen, professor Raymond Damadian (f. 1936). Den gennemskårne cylinder er en stor magnet, som omgiver en radiospole, der styres af instrumenterne tv.

.

Medicinens historie. Trepaneret kranium fra stenalderen. Kraniet stammer fra en mand på 30-40 år, der har overlevet længe efter operationen, som har efterladt et hul på ca. 5 cm i diameter med glatte rande tydende på, at operationen er gennemført med et velegnet, skarpt instrument, formentlig af flint, og at sårrandene er smukt helede. Kraniet er fundet i 1838 i en jættestue ved Næs på Lolland sammen med knogler fra flere andre personer. De talrige fund af forhistoriske trepanationer udført over hele verden er de tidligste vidnesbyrd om kirurgiske indgreb.

.

Medicinens historie er lægekunstens og lægevidenskabens historie, der beskriver udviklingen af kendskabet til den sunde og den syge organisme og dens funktioner med henblik på forebyggelse og behandling af sygdom. Der er mange fællestræk mellem den humane medicin, der har mennesket som genstand, og veterinærmedicinen, der beskæftiger sig med dyrs sygdomme.

Sygdomsbegrebet

Sygdomsbegrebet, dvs. den opfattelse, man til forskellige tider har haft af sygdomme og deres årsagsforhold (se nosografi), er grundlaget for de metoder, der er forsøgt anvendt i sygdomsbehandlingen. Hos naturfolk har man i mange tilfælde opfattet sygdom som udtryk for gudernes vrede eller som besættelse af en ond ånd, fx i forbindelse med sindslidelser, se medicinmand og shamanisme. Denne sygdomsopfattelse står i modsætning til umiddelbart forståelige årsager til fx blødning eller knoglebrud opstået ved ulykker eller voldelige handlinger. Også kræfter i naturen er blevet anset for sygdomsfremkaldende. På baggrund af en observeret sammenhæng mellem miljø og sygdom ved malarias optræden i sumpede egne blev sygdommen således tilskrevet den dårlige luft, hvilket gav den dens navn. Først senere fik man kendskab til malariaparasitten og dens overførsel til mennesker med myg, der i de sumpede egne havde gode levevilkår. Uden kendskab til de virus, der fremkalder influenza, blev sygdommen opfattet som et resultat af påvirkning fra himmellegemerne.

Anatomiens og fysiologiens udvikling med kendskab til bl.a. blodets kredsløb var af afgørende betydning for fremme af en videnskabeligt baseret lægevidenskab. Bakteriologiens blomstring i sidste halvdel af 1800-t. gav med et slag forståelse af en række alvorlige infektionssygdomme og dermed et rationelt grundlag for at forebygge og behandle, om end midlerne hertil ikke umiddelbart var udviklede. På samme måde har kendskabet til vitaminer ført til forebyggelse og behandling af mangelsygdomme, og udforskningen af hormonsystemerne har banet vej for behandling af fx diabetes mellitus (sukkersyge). Epidemiologiske undersøgelser har skabt viden om bl.a. tobaksrygningens betydning for opståen af lungekræft og om fedtstoffers betydning for udviklingen af åreforkalkning. I slutningen af 1900-t. gav den genetiske forskning indblik i en række sygdommes baggrund og har dermed åbnet nye perspektiver for genetisk rådgivning og for behandling med genterapi.

I takt med disse nye indsigter er selve sygdomsbegrebet gradvis ændret. Trods denne udvikling mod et videnskabeligt baseret sygdomsbegreb er der dog fortsat en udbredt folkelig tiltro til ikke videnskabeligt konstaterbare faktorers betydning for sygdommes opståen og en tilsvarende tillid til alternativ medicin, hvis effekt ikke kan forklares ud fra gængse videnskabelige teorier.

Forhistorisk tid

Fra forhistorisk tid er der vidnesbyrd om kirurgiske indgreb. Trepanering, dvs. frembringelse af et hul i kraniet på 2-3 cm i diameter, har været anvendt i mange kulturer. Formålet har formentlig været at uddrive en ond ånd fra en person med en sindslidelse. At patienten har kunnet overleve et sådant indgreb ses af, at der i mange tilfælde er fundet tegn på heling af kranieknoglerne. Behandling har formentlig også omfattet magiske besværgelser ved medicinmænd og åndemanere, som det stadig kendes hos naturfolk, samt urtemedicin og andet med en formodet magisk kraft.

Egyptisk medicin

Fra Egypten er der bevaret indskrifter, der viser tilbage til den ældste kendte egyptiske læge, Imhotep, der virkede ca. 2600 f.Kr. og senere blev egyptisk lægegud. I bevarede papyrusskrifter (bl.a. Papyrus Ebers og Papyrus Smith) er der beskrevet tre typer af behandlere: lægen, der anvendte medicin, kirurgen, der anvendte skærende instrumenter, og eksorcisten, der anvendte besværgelser til uddrivelse af de onde ånder. Sidstnævnte var anset for den mest betydningsfulde. Skrifterne omhandler en række forskellige sygdomme, recepter og trylleformularer. Skrifterne tyder ikke på et særlig detaljeret kendskab til menneskets anatomi, skønt balsameringsteknikken var meget anvendt og kunne have givet grundlag for nøjagtige iagttagelser af menneskekroppens opbygning. Se også Egypten i oldtiden (videnskab).

Babylonisk medicin

Fra Babylonien er der bevaret kileskriftdokumenter, der omhandler lægekunst, bl.a. i forbindelse med Hammurapis Lov fra ca. 1850 f.Kr. og på lertavler fra Assurbanipals bibliotek.

Jødisk medicin

Jødisk medicin har ikke efterladt sig andre skriftlige kilder end Det Gamle Testamente og Talmud. Sygdomme blev i disse værker opfattet som Jahves straf i form af pest, svindsot, bylder, sindsforvirring osv. Strenge hygiejniske forholdsregler, især vedrørende kønslivet, måtte iagttages. Bade, vin, salver, åreladning, kopsætning og brug af lægeigler kunne indgå i behandlingen. Kirurgisk behandling blev nævnt i forbindelse med omskæring.

Indisk medicin

Fra Indien kendes skrifter om sygdommes behandling, overvejende med magi og urter, tilbage fra 1000-t. f.Kr., men storhedstiden i indisk medicin ligger mellem 800 f.Kr. og 1000 e.Kr. I denne periode fremkom der værker, der omhandler medicin og kirurgi, tillagt lægerne Caraka og Susruta. I hinduismen var det ikke tilladt at skære i det døde legeme. Det anbefaledes derfor at nedsænke det lig, der skulle undersøges, i en kurv i flodvand i syv dage. Herved gik naturligvis en række finere strukturer tabt, men det var stadig muligt at undersøge muskler, sener og knogler. Skrifterne vidner om en veludviklet evne til iagttagelse af sygdomme: beskrivelse af stemme, åndedrættets lyde og knasende fornemmelse i forbindelse med knoglebrud. Medicin var overvejende baseret på lægeplanter, men diæt anvendtes også. Der blev givet forskrifter for god hygiejne. Især inden for kirurgi blev der opnået store færdigheder, fx fjernelse af blæresten og svulster, udførelse af kejsersnit og amputationer. Også plastikkirurgiske operationer kendtes i form af rekonstruktion af næsen ved hjælp af et stykke hud fra kinden.

Kinesisk medicin

Kinesisk medicin har gennem århundreder hvilet på et filosofisk grundlag baseret på begreberne yin, det kvindelige princip, og yang, det mandlige (se dao). Menneskelegemet opfattedes som bestående af fem elementer, træ, ild, jord, metal og vand. Hertil knyttedes grupper af fem planeter, farver, toner osv. Dissektion af lig var ikke tilladt, men visse observationer kunne gøres på fx mennesker, der blev sønderrevet af vilde dyr. Tungens udseende spillede en vigtig rolle i diagnostikken, men frem for alt var pulsen afgørende, om end det i praksis var vanskeligt at opnå enighed om en given patients pulsforhold. Målet med behandling var genoprettelse af forholdet mellem yin og yang. Det kunne opnås ved behandling med lægeurter, fx ginseng, Rauwolfia og Ephedra, der senere er indgået i vestlig medicin, ved badebehandling eller frem for alt ved akupunktur, hvor der indføres metalnåle i henhold til et meget detaljeret system af akupunkturpunkter. Mange af disse metoder anvendes stadig i traditionel kinesisk medicin. Med missionsstationer kom der i 1900-t. punktvise eksempler på vestlig medicin til Kina, men den største ændring skete efter Kulturrevolutionen med en intensiv udbygning fra ca. 1980 af lægevidenskabelig forskning og behandling efter vestligt mønster.

Japansk medicin

Japansk medicin var stærkt påvirket af kinesisk medicin, indtil der i 1500- og 1600-t. blev kontakt til europæisk lægekunst gennem missionærer og især læger. Allerede i 1857 grundlagde japanske læger, der var uddannet i Holland, den første lægeskole efter vestligt mønster i Tokyo.

Europæisk medicin

Europæisk medicin, også kaldet vestlig medicin, har sine rødder i Grækenland (se Grækenland i oldtiden (medicin)), som igen kan have været under indflydelse af lægekunsten i Babylonien, Indien og formentlig også Kina. Lægeguden Asklepios kan have haft et menneskeligt forbillede, der har levet ca. 1200 f.Kr. Templerne for Asklepios blev benyttet til sundhedssøvn, og der uddeltes gode råd om diæt, badebehandling og legemsøvelser. En filosofi for sundhed og sygdom, humoralpatologi, opstod i løbet af 400-t. f.Kr., baseret på fire elementer: luft, ild, jord og vand, og fire legemsvæsker: blod, slim, gul og sort galde.

Den mest navnkundige græske læge, Hippokrates, virkede ca. 400 f.Kr., i både Grækenland og Lilleasien, men menes at have haft sit hovedvirke på øen Kos. Hippokrates og hans elever udarbejdede et samleværk, siden hen kaldt Corpus Hippocraticum, der indeholdt skrifter om anatomi, beskrivelser af en række sygdomme, undersøgelsesteknik og overvejelser over sygdommes forløb (prognose) baseret på grundige kliniske iagttagelser. Som behandling anbefalede han, at man skulle tilstræbe at understøtte naturens lægende kræfter. Hippokrates formulerede det stadig gældende grundlag for medicinsk etik i den hippokratiske lægeed.

Alexandriaskolen , hvis kendteste repræsentanter er Herofilos og Erasistratos, der virkede ca. 300 f.Kr., var endnu et højdepunkt i den græske lægekunst. Herofilos skelnede mellem arterier og vener, erkendte hjertets rolle for pulsslaget og skelnede mellem nerver og sener. Hans iagttagelser af pulsen byggede på grundig observation; bl.a. var han klar over sammenhængen mellem feber og hurtigere puls, hvilket gav mulighed for vurdering af feberen på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til termometre. Erasistratos bidrog til Alexandriaskolens berømmelse ved sin beskrivelse af hjerteklapperne, sin skelnen mellem motoriske nerver og følenerver og en række andre holdbare iagttagelser. Både Herofilos og Erasistratos dannede skoler i Alexandria, som i de følgende århundreder bevarede og udbredte deres viden.

Galenos (ofte omtalt med kortformen Galen) var født i Pergamon i Grækenland og uddannet som læge i den græske tradition, bl.a. ved studier i Alexandria. En tid arbejdede han som gladiatorlæge ved arenaen i sin fødeby. Det gav ham rig mulighed for studier i sårbehandling og undersøgelser over menneskets opbygning. Fra 162 arbejdede han i Rom, hvor han introducerede den græske lægekunst og opnåede en enestående anseelse. Han samlede eksisterende skrifter og supplerede med omfattende egne studier. Galenos videreudviklede humoralpatologien, som kom til at præge medicinens udvikling i de følgende mange århundreder. Galenos skal have forfattet i alt 147 medicinske værker, fx Om de anatomiske øvelser, Om de lidende steder, Den terapeutiske metode og Om sundhedens bevarelse. Han sammenfattede hele sin lære i Lægekunsten (Ars medica). Hans opfattelse af anatomi og sygdom var gældende til renæssancen.

Byzantinsk medicin. Byzantinske læger holdt den hippokratiske lægekunst i hævd i 400-600-t.; Paulos fra Aigina (Ægina) forfattede i begyndelsen af 600-t. et værk i syv bind, hvoraf især det, der omtaler kirurgi, vandt anerkendelse. Med den arabiske erobring af Alexandria i 642 gik det tilbage for den byzantinske medicin. Hovedværkerne forfattet af Hippokrates og Galenos gik tabt og nåede først tilbage som latinske oversættelser fra arabisk ca. 1000.

Arabisk indflydelse. Med arabernes rolle som kulturbærere i middelalderen, også i en stor del af Europa, fik den arabiske fortsættelse af den orientalske og græske medicinske tradition afgørende betydning. Det største navn i den arabiske medicin var den persiske filosof og læge Avicenna. Allerede som 20-årig blev han udnævnt til hoflæge for fyrsten i Bukhara og var senere læge ved hoffet i Isfahan. Hans hovedværk inden for medicinen var Qanun (arab. 'rettesnor'), på latin Canon Avicennae. Værket var en sammenfatning af tidens viden inden for arabisk, persisk, græsk og romersk medicin, herunder Hippokrates' og Galenos' værker. Bl.a. findes i Canon Avicennae beskrivelser af hundegalskab, brystkræft og andre svulster, fødslers forløb, forgiftninger og deres behandling. Der gives også en beskrivelse af 700 lægeplanter og deres anvendelse. Helt ind i 1800-t. blev Canon Avicennae brugt i undervisningen af læger. I Christian 3.s fundats for Københavns Universitet nævnes Canon Avicennae som et af de værker, de medicinske professorer skal studere.

Klostermedicin . Under indflydelse af den katolske kirke påtog klostrene sig rollen som hospitaler, hvor syge kunne få en omsorgsfuld pleje. Religionen anerkendte ikke anatomiske studier i form af dissektion af lig. Der var derfor i denne periode stilstand i udviklingen af lægekunstens grundlag, mens plejen af de syge havde så meget større opmærksomhed.

Lægeskoler oprettedes efterhånden i Europa, bl.a. i Salerno i Italien allerede i 800-t. Salernoskolen nåede sin største berømmelse i 1100- og 1200-t. Fra den stammer den første samlede beskrivelse (farmakopé) af kendte lægemidler, Antidotarium Nicolai, forfattet ca. 1100 og benyttet som standardværk for læger og apotekere gennem de følgende århundreder. Andre berømte lægeskoler blev grundlagt i Montpellier i Frankrig ca. 1137, ved universitetet i Paris ca. 1180 og i Padova og Bologna i Italien i hhv. 1222 og 1260.

Paracelsus , som var schweizer, angreb i 1500-t. humoralpatologien, idet han gjorde op med Hippokrates, Galenos og Avicenna og henviste til at udføre iagttagelser af naturen. Paracelsus' teorier og skrifter var vanskeligt tilgængelige. Hans største fortjeneste var indførelsen af kemiske forbindelser i sygdomsbehandlingen.

Den moderne anatomi blev grundlagt i 1500-t. af den belgiske anatom og læge Andreas Vesalius. Han studerede i Paris og derefter i Padova. Hans undersøgelser af menneskekroppens opbygning gjorde op med overleverede opfattelser, der var baseret på Galenos' anatomiske studier af dyr, som ukritisk var opfattet som gældende også for mennesket. Hans hovedværk De Humani Corporis Fabrica (Om menneskelegemets opbygning), et værk i syv bind, blev trykt i Basel i 1543 med illustrationer udført af den tyske træsnitgravør Jan von Calcar (1499-1546). Det var det første anatomiske atlas, der gav en nøjagtig gengivelse af anatomien.

1600-t. var en storhedstid i lægekunsten. Den engelske læge William Harvey, der var uddannet i Cambridge og Padova, beskrev i 1628 blodets kredsløb. Den danske læge og anatom Thomas Bartholin beskrev i 1653 lymfekarrene. Italieneren Marcello Malpighi beskrev i 1660 kapillærerne som forbindelse mellem arterier og vener. Forudsætningen for denne iagttagelse var opfindelsen af mikroskopet, som af hollænderen Anton van Leeuwenhoek blev forfinet yderligere, så det blev muligt at iagttage fx bakterier og sædceller. Danskeren Niels Stensen meddelte i 1662 sine iagttagelser over spytkirtler, tårekirtler og svedkirtler. Den italienske anatom Giovanni Battista Morgagni, professor ved universitetet i Padova, beskrev som den første ved sammenligning mellem obduktioner og den forudgående sygehistorie sammenhængen mellem sygdom og ændringer i kroppens væv og grundlagde dermed den patologiske anatomi.

Infektionsmedicin. I 1798 kunne den britiske landsbykirurg Edward Jenner rapportere om sine vellykkede forsøg med at forebygge koppesygdommen ved hjælp af vaccination med kokoppevirus. Den franske kemiker og mikrobiolog Louis Pasteur påviste i 1876 miltbrandbakterien og udviklede en virksom vaccine mod hundegalskab. Sammen med den tyske læge Robert Koch, der bl.a. opdagede tuberkelbakterien i 1882, blev Pasteur grundlægger af den moderne bakteriologi. Læren om antistoffer (serologi), der var forløberen for immunologi (se immunologi (historie)), blev udviklet af de tyske læger Emil von Behring og Paul Ehrlich som led i behandlingen af infektionssygdomme.

Før bakterierne var blevet identificeret, havde den ungarske læge Ignaz Semmelweis vist, at forekomsten af barselsfeber kunne reduceres drastisk ved at foretage håndvask i klorkalkvand forud for hver gynækologisk undersøgelse. Den britiske læge Joseph Lister påbegyndte i 1865 antiseptisk behandling med karbol i forbindelse med komplicerede benbrud. I form af en karbolspray blev princippet senere anvendt på operationsstuer og reducerede antallet af sårinfektioner markant.

Patoanatomi. Humoralpatologien, som forklarede sygdomme ved forrykkelse af legemsvæskernes indbyrdes forhold, fik i midten af 1800-t. sit dødsstød ved fremkomsten af cellularpatologien, formuleret af den første tyske patoanatom, Rudolf Virchow, der fastslog, at sygdomme skyldes abnorme ændringer i cellernes opbygning eller funktion.

Psykiatri. Inden for psykiatrien revolutionerede den østrigske læge Sigmund Freud i slutningen af 1800-t. og de første årtier af 1900-t. opfattelsen af den menneskelige psykes natur og indførte psykoanalysen som behandling af neuroser. Hans teorier har haft gennemgribende indflydelse ikke blot inden for lægevidenskaben, men også i litteratur og billedkunst.

Vitaminer. Blandt legemlige lidelser har vitaminmangelsygdomme, fx skørbug, været kendt gennem århundreder, og på empirisk grundlag blev de forebygget ved hjælp af friske grøntsager i skibskosten, ikke mindst med citrusfrugter. I begyndelsen af 1900-t. fik man gennem studier af sådanne sygdomme et fingerpeg om, hvor det manglende stof fandtes. Dette blev grundlaget for identificeringen af vitaminerne.

Endokrinologi. Med kendskab til de endokrine kirtlers hormonproduktion kunne hormonerne isoleres, først i urenset form, fx insulin, der blev fremstillet af de canadiske læger Banting og Best i 1921 ud fra ekstrakter af bugspytkirtel. Hormonernes molekylære opbygning blev gradvis kendt, så stofferne kunne fremstilles syntetisk og anvendes i sygdomsbehandling. Et eksempel er binyrebarkhormonerne, der fx spiller en vigtig rolle for behandlingen af bindevævssygdomme og astma samt for kontrollen af immunologiske reaktioner i forbindelse med transplantationer.

Farmakologi. Sulfonamider med virkning på en række bakterielle infektioner blev skabt af den tyske læge Gerhard Domagk i 1935. I 1928 havde den britiske bakteriolog Alexander Fleming bemærket, at visse mugsvampe kunne dræbe bakterier på en agarplade. I 1939 oprensede den britiske patoanatom Howard Florey og den britiske kemiker Ernst Chain det aktive stof penicillin, der i 1940 anvendtes for første gang til behandling af en livstruende infektion. Siden er der fremstillet talrige andre antibiotika, som har revolutioneret behandling af infektionssygdomme.

Transplantation. Kendskabet til vævstyper og deres betydning for afstødningsreaktioner i forbindelse med organtransplantationer har sammen med udvikling af lægemidler, der undertrykker immunreaktionen, skabt grundlaget for den moderne transplantationskirurgi. Den første vellykkede nyretransplantation blev udført i 1954 af den amerikanske plastikkirurg Joseph Murray, og den første vellykkede hjertetransplantation blev foretaget af den sydafrikanske kirurg Christiaan Barnard i 1967. I 1990'erne betragtes transplantation af nyrer, hjerte, lunger, lever og bugspytkirtel som komplicerede, men generelt glat forløbende indgreb.

Genforskning. Strukturen af det menneskelige arvemateriale (DNA) blev klarlagt af den britiske fysiker Francis Crick og den amerikanske biolog James Watson i 1953, da de beskrev opbygningen af dobbeltspiralen og dens komponenter. Opdagelsen skabte basis for udviklingen af den molekylære biologi og patologi, som har betydning for både diagnose og behandling af en række sygdomme. Forskningen på dette område har klarlagt grundlaget for mange genetiske sygdomme og for arveanlæggenes betydning for udvikling af mange kræftformer. Den igangværende kortlægning af det menneskelige genom er også baseret på vort kendskab til genernes struktur. Moderne biokemi og molekylærbiologi har skabt viden om receptorer for organismens egne signalstoffer og deres struktur; dermed er der skabt mulighed for en mere målrettet udvikling af lægemidler, der virker på forskellige receptorer. Dette gælder ikke mindst inden for centralnervesystemet, idet det er blevet muligt at udvikle psykofarmaka med mere specifik virkning og med færre bivirkninger.

Billeddiagnostik. I 1895 opdagede den tyske fysiker Wilhelm Röntgen de stråler (siden kaldt røntgenstråler), som kunne anvendes til at skabe billeder af kroppens strukturer. Røntgenteknikken har haft umådelig betydning både som undersøgelsesmetode og til strålebehandling i forbindelse med kræftlidelser. Udviklingen af moderne billeddannende apparatur i form af CT-scanning, der bygger på en kombination af røntgenstråling og moderne computerteknik, har givet enestående muligheder for korrekt diagnosticering. Det samme gælder andre billeddannende teknikker som PET-scanning, SPECT-scanning og MR-undersøgelse.

Miljømedicin. Fra slutningen af 1900-t. har faget miljømedicin med hjælp fra fagene epidemiologi og toksikologi kunnet identificere skadelige miljøpåvirkninger, som således kan søges minimeret eller helt elimineret. Ikke mindst inden for arbejdsmedicin og hygiejne har denne viden været grundlæggende.

Forebyggelse (profylakse) har fået en tiltagende betydning inden for lægevidenskab. På verdensplan er det lykkedes at eliminere koppesygdommen ved et energisk gennemført vaccinationsprogram. På nationalt plan ses flere initiativer til sundhedsopdragelse, fx i form af kampagner om rygeophør og nedsat alkoholindtagelse. På trods af deres gode fornuftsgrunde har de dog svært ved at finde fodfæste i befolkningen, som ikke altid tager stilling på basis af rationelle overvejelser.

Lægevidenskabens landvindinger og de stærkt udvidede behandlingsmuligheder har åbenbaret deraf afledte kapacitetsproblemer og økonomiske problemer, som giver anledning til løbende debat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig