Kvaksalveri er amatør- eller svindelagtig lægelig virksomhed udøvet af personer uden lægeuddannelse eller autorisation. Kvaksalveri er altså først og fremmest et juridisk begreb. Et godt eksempel på kvaksalveri er de tilfælde, hvor personer uden den rette sundhedsfaglige autorisation indkøber receptpligtig medicin og videresælger det.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kvaksalver er afledt af tysk Quacksalber, af nederlandsk kwakzalver, 1. led af kwakken 'kvække, sludre, prale, prakke på', 2. led zalver 'salvesælger'.
I daglig tale bruges udtrykket kvaksalveri ofte som en bred betegnelse for misbrug af patienters tillid med henblik på egen vinding. Betegnelsen er især blevet brugt nedsættende om udbud af medicin og sygdomsbehandling med påstået undergørende virkninger. Kvaksalvere har fx tilbudt snydebehandlinger, herunder livseliksirer o.l. for egen vindings skyld.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.