kurbad

Den almindelige befolkning tog bad i Nilen. De velhavende samfundsklasser havde badehuse, hvor vandet kunne opvarmes, og hvor der fandtes opvarmede sten, som man kunne ligge på og modtage massage. Derudover fremstillede man sæbe ved at blande soda og olie. I forbindelse med bad barberede man kropsbehåringen og indsmurte huden i velduftende olier. Dronning Kleopatra bevarede efter sigende sin skønhed ved at bade i æselmælk. I alle samfundsklasser begyndte man dagen med et bad.

I de medicinske papyri findes der eksempler på lidelser, der anbefales behandlet med bad, massage og indgnidning af olier i huden. I papyrus Ebers er der eksempler på anbefalinger vedrørende behandling af hudsygdomme, der inkluderer badning og rensning af huden.

I forbindelse med de offentlige bade var der boldbaner, sportspladser, gymnastiksale, saunaer, massagerum, butikker, barer og biblioteker. Badene var er vigtigt led i det sociale liv, her mødtes man for at ordne forretninger, diskutere politik og filosofi og udveksle nyheder. Der var både koldtvandsbassin, varmtvandsbassin og lunkentvandsbassin. Ofte indledte man besøget med først et ophold i saunaen og derefter i det kolde vand. Det var ikke usædvanligt at afsætte en hel dag til badning. De færreste romere havde badeværelser i hjemmet. De fleste benyttede derfor offentlige badeanlæg, Termerne. Mænd og kvinder badede adskilte. Overklassen medbragte som regel slaver til at give dem opvartning og massage, når de besøgte en badeanstalt

Den berømte læge Celsus anbefalede varme bade som en del af behandlingen ved både gigt, fordøjelsesproblemer, træthed, smerter og hudsygdomme. Ligeledes var han fortaler for brug af de svovlholdige bade ved Baiae (i dag Baia) i nærheden af Napoli. Den romerske læge Galenos anbefalede ligeledes ophold ved Baiae mod ledsmerter. Arkæologer har fundet tegn på svær slidgigt (artrose) hos nogle af de skeletter, der er udgravet i området. Stedet havde også en mytisk betydning, da det var opkaldt efter Baios, der var en af Odysseus søfolk, der efter sigende var gået i land i Napolibugten.

I denne periode begyndte også skikken med at indtage vandet fra kursteder, der på grund af dets boblende egenskaber, som skyldtes indholdet af kulsyre, blev anset for at have helbredende og sundhedsfremmende virkning. Fra 1500-tallet er der beretninger om salg af vandet fra kurbadet i Spa i Belgien.

Frygten for tuberkulose eller ønsket om helbredelse for dem, der allerede led af sygdommen eller troede, at de gjorde, fik mange folk fra overklassen til at rejse til bl.a. Livorno og Lissabon efter frisk luft og havbade. Det at rejse blev i sig selv også anset for sundt. Derudover var der mange hjemlige destinationer, der fungerede som lignende kursteder. Først og fremmest Bath i Sydengland, men også Scarberough, Buxton, Wells, Cheltenham, Brighton og Tunbridge blev opsøgt. Der opstod en begyndende turisme og turistbranche med casinoer, hoteller og butikker, hvor kvaksalvere solgte deres medicin i disse byer.

Lægen Dr. Richard Russell (1689-1759) anbefalede havbade i Brighton kombineret med samtidig indtagelse af det salte havvand. I 1711 udgav forfatter og læge Bernard Mandeville (1670-1733) bogen A Treatise of Hypocondriack and Hysterick Passions (En afhandling om Hypokondriske og Hysteriske lidenskaber) i hvilken han kritiserede lægernes omfattende udskrivning af medicin i stedet for anbefalinger vedrørende livsstilændringer, herunder brug af kurbade.

Det var embedslæge Friedlieb i Husum, der sammen med landfoged Hans Friedrich Karl von Colditz, i 1819 tog initiativ til oprettelsen af det første danske kurbad i Wyk på den nordfrisiske ø Föhr. De var inspirerede af kurbadet i Cuxhaven fra 1816 og det kurbad på øen Nordeney, som en læge fra Emden havde oprettet i 1797. De stiftede sammen et aktieselskab og købte et hus. I huset blev der indrettet varme bade og de byggede nogle firhjulede badevogne. Den lokale apoteker påtog sig at indrette et spisested til gæsterne, og de kunne finde muligheder for logi hos de lokale beboere. Frederik 6. viste interesse for projektet og man opkaldte stedet efter hans datter prinsesse Wilhelmine. I 1819 modtog kurbadet 61 gæster og de modtog 317 bade. I 1823 var tallet steget til 1918 bade.

I årenes løb blev forholdene på badet mere mondæne, men transporten fra København til Föhr var vanskelig, bl.a. skulle besøgende med dampskib fra Husum eller Dagebøl. Den besværlige rejse var med til at begrænse antallet af gæster. Badet var ind imellem i økonomiske vanskeligheder og Frederik 6. måtte træde til med pengehjælp. Christian 8. og Dronning Charlotte Amalie holdt meget af Søbadet og besøgte det flere gange i perioden 1842-1848. I 1844 inviterede Dronningen H. C. Andersen med på ophold. Han brød sig imidlertid hverken om rejsen eller stedet. Andersens roman De to Baronesser fra Husum er baseret på hans minder fra rejsen. Efter den 2. Slesvigske krig 1848-50 kom Søbadet igen i alvorlige økonomiske vanskeligheder. I 1857 tilknyttedes en fast læge. Efter 1864 blev Föhr tysk og Søbadet oplevede en opgangstid i årene 1865-73, hvor det også fik besøg af den tyske Kejserfamilie.

Hareskov Kuranstalt var beliggende ved Bagsværd sø i Store Hareskov nordvest for København. Anstaltens læge Axel Hansen havde sin private bolig på stedet. Lægen blev assisteret af en bademester, badersker, massøser og sygeplejersker. Anstalten bestod af en treetages hovedbygning med plads til 30 gæster og derudover tre villaer med plads til henholdsvis 11, 15 og 16 gæster. I hovedbygningen var der indlagt centralvarme, elektrisk lys og vand i alle værelserne.

Kuranstalten var ikke kun en helbredelsesanstalt, men tillige et hjem for overanstrengte, svækkede og andre "ikke egentlig syge". Man tilbød en lang række forskellige kurmidler. Den vigtigste behandling var badet og her kunne man tilbyde: Karbade, Kulsyrebade, Iltbade, Fyrrenålsbade, Dampskabsbade, Sæde- og fodbade m.m. En særlig specialitet var Lokabadet hvor patienten i et 37 grader varmt rum blev behandlet med gnidninger med tanglud, kraftig massage, afskylning med tempereret skylledouche og hvile. Derudover anvendtes elektrisk varmlufts- og lysbad ved brug af glødelys og buelys, samt luftbade, som var ensbetydende med solbad under glastaget i tagetagen.

Udover forskellige former for bad anvendtes også sygegymnastik, vibrationsmassage, motionsgymnastik og øvelsesterapi. Det blev varetaget af professionelle massøser på lægens anvisning. Derudover tilbød man elektrisk behandling (faradisation, galvanisation og sinusoidal fardisation) til patienter med nervelidelser, følger efter apopleksi, diabetes og hjertelidelser. Til patienter med diabetes, fordøjelsesproblemer, fedme og gigt kunne man tilbyde diætetisk behandling.

Den vigtigste målgruppe af patienter var de som led af gigt, nervelidelser, søvnløshed, overanstrengelse, ischias, lammelser, rygmarvslidelser, Basedows syge, hjertelidelser, anæmi og chlorose. Man modtog ikke patienter, der led af epilepsi, tuberkulose, sindssygdom eller lignende.

Hareskovens Kuranstalt blev nedbrændt af Modstandsgruppen Holger Danske i 1943 og de sidste ruiner blev fjernet i 1957.