humoralpatologi

Galenos mente, at det var leverens funktion at danne blodet ud fra den føde, som kroppen blev tilført. Som et biprodukt i denne proces dannede leveren desuden næringsånde (spiritus naturalis). Da alle former for føde blev antaget at indeholde galde, blev leveren et bindeled mellem galden og blodet. I hjertet blev blodet opvarmet ved hjælp af ilden i hjertets venstre hjertekammer, samtidig med at det dannede livsånde (spiritus vitalis). I den proces var det lungernes funktion dels at afkøle hjertet ved at blæse kold luft på det og derudover at indtage og fordele luft og ånde til resten af legemet. Hjernen dannede sjælsånde (spiritus animalis), som via kranienerverne blev fordelt i resten af kroppen. Galenos havde ved dissektion kortlagt syv af de tolv kranienerver.

Galenos' opfattelse af hjernen som sjælens bosted repræsenterede et nybrud i filosofien og lægevidenskaben. Platon og Aristoteles havde antaget, at sjælens hjemsted var hjertet. Muligvis skyldtes Galenos' opgradering af hjernen som et “sjæleligt organ”, at han som gladiatorlæge i Rom havde haft lejlighed til at observere de hjerneskader, som undertiden ledsager hovedtraumer. Ligeledes var det nyt at sammenkoble sjælen med luft som element og gøre sjælen til en medvirkende drivkraft i kroppens funktioner og opretholdelsen af væskernes produktion og indbyrdes balance.

Middelalderens humoralpatologi blev i høj grad baseret på den galenske lære. Indenfor klostermedicinen blev der konservativt holdt fast ved Galenos' teorier som en slags lægevidenskabelig dogmatik, men sideløbende med det foregik der også en udvikling både praktisk og teoretisk. På det teoretiske plan blev det forsøgt at sammenkoble lægevidenskab og teologi gennem sammenlignende studier af Galenos, Aristoteles og kristne filosoffer . På det praktiske plan kom det til udtryk i den ekspanderende urtemedicin, hvor der tilkom nye lægeplanter og dermed forklaringer på deres indvirken på de fire legemsvæsker.

Den engelske læge William Harveys opdagelse af blodets kredsløb i 1628 fastslog, at blodet cirkulerer i et kredsløb med hjertet som pumpe. Ved hver sammentrækning af hjertets muskulatur pumpes blodet ud i pulsårerne og vender tilbage til hjertet via venerne. Denne opdagelse introducerede en ny opfattelse af hjertet som en mekanisk kraft og ikke humoralt organ, der opvarmede blodet. Det brød ligeledes med opfattelsen om, at venerne transporterede blod og pulsårerne (arterierne) transporterede luft ud til muskler og organer. Kredsløbets opdagelse harmonerede heller ikke med humoralpatologiens antagelse, at blodet blev dannet kontinuerligt ud fra føden og i forlængelse af det forbrugt kontinuerligt i muskler og organer.

Den danske videnskabsmand Niels Stensens opdagelse af, at en muskelsammentrækning (muskelkontraktion) skyldes en forskydning af muskelfibrene, der afkorter musklen, og ikke, at musklen pumpes op med luft og blod, var på samme vis i strid med teorien om, at alle kroppens funktioner kunne forklares med udgangspunkt i de fire væsker og deres tilhørende elementer. Niels Stensen lavede ligeledes dissektioner af hjertet, og konkluderede, at hjerter var en muskel. Det understøttede Harveys teori, at hjertet var en pumpe, der foretog regelmæssige sammentrækninger og på den måde udpumpede blodet i et kredsløb.

I løbet af 1700-tallet udviklede den moderne kemi sig, og teorien om de fire elementer: jord, ild, luft og vand blev forladt. I stedet for elementlæren blev der udviklet teorier om grundstoffer, atomer og molekyler. På den baggrund blev der foretaget undersøgelser af indholdsstofferne i urin, blod, mavesaft, galde, spyt m.m., og efterhånden forekom teorien om de fire legemsvæsker at være for forenklet.

Derudover var kemiens gamle elementlære en del af fundamentet i humoralpatologien, da de fire elementer luft, vand, jord og ild var komplementære til de fire væsker, blod, slim, sort og gul galde. Når denne del af det teoretiske fundament begyndte at smuldre som følge af kemiens landvindinger, var der god grund til at stille spørgsmål ved teorien som helhed.

Der bredte sig efterhånden den opfattelse, at kroppen nærmere måtte opfattes som et system af samarbejdende organer frem for væsker, og at organernes funktioner måtte være andre, end blot at sikre en balance mellem de fire kardinalvæsker. Den franske læge François-Joseph-Victor Broussais (1772-1838) var bl.a. forfægter for sådanne synspunkter.

Det blev ligeledes meget afgørende for humoralpatologiens endeligt, at den tyske læge og anatom Theodor Schwann i 1839 fastslog, at cellen var den grundlæggende byggesten i menneskets og andre levende organismers opbygning. Man fik desuden kendskab til en række celleanatomiske kendetegn såsom cellens kerne og cellefysiologiske processer som osmose, sekretion og diffusion. I 1858 beskrev den tyske læge og antropolog Rudolf Virchow, at nye celler opstår ved celledeling. Det blev derudover opdaget, at cellerne kan udveksle stof med omgivelserne.

De fire temperamenter er ikke forsvundet fra det moderne samfunds bevidsthed. De har inspireret og fascineret mange kunstnere og temaet har været anvendt i både film, musik, skønlitteratur m.m. Et eksempel er Carl Nielsens 2. symfoni De fire temperamenter.

Rudolf Steiners antroposofi er i nogle henseender baseret på den hunoralpatologiske teori. Mange andre former for alternativ medicin baserer sig på teorier om at skabe sundhed og balance i livet ved fx konsekvent at indtage eller undgå bestemte fødeemner.

Et eksempel på, hvordan den humoralpatologiske tankegang stadig præger nutiden, er i opfattelsen af forkølelse. Medicinsk er det påvist, at forkølelse skyldes en virus, men på trods af det, er der stadig fokus på, at forkølelse, som navnet antyder, menes at skyldes kulde, og at forebyggelse af forkølelse kræver varm påklædning og at behandlingen bl.a. er indtagelse af varme drikke.