Homunculus, (lat., dim. af homo 'menneske'), kunstigt fremstillet lille menneske. I middelalderen forestillede bl.a. Paracelsus sig det gjort ved alkymi ud fra bl.a. blod, sæd og urin. Johannes V. Jensen har i Kongens Fald (1900-01) givet en malende litterær beskrivelse af fænomenet. I 1600-t. brugtes betegnelsen om det miniaturefoster, som man forestillede sig indesluttet i en sædcelle klar til væksten i livmoderen.