egyptisk medicin

Egyptisk medicin er betegnelsen for lægevidenskaben i landområderne langs Nilen i den periode af oldtiden, hvor disse områder udgjorde en selvstændig højkultur. Tidsmæssigt dækker det perioden fra skriftens opståen og de første organiserede statsdannelser og frem til Kleopatras død. Det vil sige fra ca. 2700 f.v.t – 30 f.v.t.

Det kan diskuteres om perioden fra 525 f.v.t. og frem, hvor Egypten kom under først persisk og derpå græsk-makedonsk og til sidst romersk dominans, skal medregnes som hørende til den særegne egyptiske medicin.

Oldtidens egyptiske samfund rådede over forskellige selvstændige lægelige professioner og ligeledes en lægevidenskabelig litteratur, der redegør for en lang række sygdomme, undersøgelsesmetoder, behandlinger m.m. Det er dokumenteret gennem både skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger.

Selvom lægekunsten i Egypten i meget høj grad var sammenvævet med religionen og man normalt henlægger den moderne lægevidenskabs vugge til Grækenland og til tiden omkring Hippokrates, så findes der alligevel flere eksempler på, at en begyndende empirisk videnskab var i støbeskeen og muligvis var den græske lægekunst i sin tidlige udviklingsfase under påvirkning af den egyptiske.

Kilder til egyptisk medicin

Kilderne til studiet af den egyptiske medicin består dels af skriftlige kilder og dels de dele af den materielle kultur, som arkæologien har klarlagt. Blandt de vigtige skriftlige kilder findes de håndskrevne tekster, der er blevet affattet på papyrus og skrevet på det oldegyptiske sprog, samt grækeren Herodots redegørelser og rejsebeskrivelser. Derudover findes der indskrifter på væggene i de egyptiske bygningsværker, tekster skrevet af andre græske og romerske forfattere m.m.

De arkæologiske udgravninger har frilagt kirurgiske instrumenter, krukker med indhold af salver og andre lægemider m.m. Der er tillige fundet flere potteskår og flager af kalksten, der bærer indskrifter med navne på lægemidler. Palæopatologiske studier af mumier har bidraget med interessant og nyttig viden om datidens sygdomme set med nutidens øjne. Derudover findes der i det arkæologiske materiale bl.a. afbildning af personer med forskellige sygdomme, udførelse af lægelig behandling og sygepleje.

Stat, samfund, religion og kulturliv

I en årtusindelang periode var Egypten sæde for en højtstående kultur, som bevarede et særpræg fra først til sidst. Allerede tidligt i denne kulturs udvikling blev der skabt fremskridt inden for arkitektur, lægekunst, astronomi og matematik. Der opstod en unik skrift (hieroglyfskrift) med en dertilhørende litteratur inden for alle genrer. De imponerende pyramider er formentlig det, der har sat sig de største spor i eftertidens bevidsthed, og endnu i dag vækker den egyptiske bygningskunst forundring, og der er mange spørgsmål og gåder knyttet til den anvendte teknik og bygningernes formål.

Geografi og landbrug

Oldtidens Egypten var den 1.200 km lange flodslette langs Nilen fra Middelhavet i nord til Aswan i syd. Nilens frugtbare dyndaflejringer i forbindelse med de årlige oversvømmelser gav landbruget gunstige betingelser. Bønderne begyndte omkring år 5000 f.v.t. at udvikle kanaler, lave dræningssystemer og bygge vandingsanlæg. Der opstod velstående og komplekse samfund med landsbyer og småbyer, der havde et økonomisk overskud, der var stort nok til at en elite kunne etableres og beskæftige sig med kreative og intellektuelle aktiviteter. Omkring år 3000 f.v.t. begyndte en samling af disse samfund i et større rige.

Religion

Religionen spillede en uhyre vigtig rolle i det egyptiske samfund, inklusive lægekunsten. Den kendetegnedes ved et mylder af guder i menneskeskikkelse med dyrehoveder, plantehoveder eller hoveder formet som livløse ting som fx sten. Denne religions rødder kan spores tilbage til en totemdyrkelse i de landsbyer, der fandtes langs med Nilen i bondestenalderen.

Guderne og religiøse ritualer prægede dagligdagen og var også en del af både den teoretiske og praktiske lægevidenskab. I både det offentlige rum, i templerne og private hjem var der husaltre og votivsteler med hymnetekster som inskription. Disse hymner, som man har reciteret eller måske sunget flere gange dagligt, ligesom når munke afsynger messer og tidebønner, har tekster der ofte handler om en bøn til guderne om et liv uden sygdom og svækkelse. Det kan opfattes som en form for forebyggelse eller beskyttelse mod sygdom baseret på overtro.

Troen på sjælens evige liv (ka) var et centralt tema i religionen. Med “sjælen” skal man i oldegyptisk sammenhæng nok forstå et aspekt af mennesket, der var forbundet med guderne og i stand til at samle kroppens komponenter og sanseapparatet efter døden. Egypterne gjorde derfor, hvad de kunne for at sikre sjælen gode betingelser efter døden, bl.a. gennem gravgaver, ofringer og indretning af fine grave. Farao havde ved siden af sin menneskelige sjæl (ka) også en guddommelig sjæl (ba). Farao blev identificeret med guden Osiris, som var blevet dræbt af sin bror Seth, men vakt til live igen af sin søster og hustru Isis i fællesskab. Efterfølgende havde Isis født sønnen Horus. Af hensyn til Faraos guddommelige sjæl, der også var med til at opretholde samfundets og verdens orden og harmoni, var det vigtigt at bevare hans krop, så sjælen efter døden kunne vende tilbage til den. På den måde kom balsameringskunsten og mumierne ind i religionen.

Balsamering af samfundets døde

I tiden omkring år 2000 f.v.t. skete der en demokratisering af religionen, der betød, at også andre samfundsborgere kunne opnå en guddommelig sjæl og balsameringen vandt herefter indpas i flere samfundslag. Egypterne begyndte også at balsamere dyr, bl.a. katte og falke. Balsameringen blev varetaget af dels professionelle håndværkere, der var oplært i faget og dels læger. De nærmere omstændigheder vedrørende arbejdsdelingen er dog ukendt.

Det har været en udbredt misforståelse, som skyldes den romerske historiker og encyklopædist Plinius den ældre, at egypterne gennem balsamering opnåede et stort kendskab til kroppens anatomi. Det er den almindelige opfattelse, at egypterne ikke foretog nogle dissektioner eller nærmere undersøgelser af de udtagne organer. Hjerte og nyrer blev anset for hellige organer og gemt i krukker. De øvrige organer blev holdt op mod Solen (Gud) og derpå hurtigt brændt eller kastet i Nilen.

Sociale og politiske forhold

Det egyptiske samfund var et strengt hierarkisk og autoritært teokrati. En guddommelig hersker, Farao, omgivet af et bureaukrati af embedsmænd og præster udgjorde samfundets stærke og synlige centralmagt. Farao havde uindskrænket magt og kunne beslutte, hvad han ville.

I spidsen for embedsværket stod en førsteminister, Zati, der var Faraos udøvende magt og som regel udpeget blandt hans familiemedlemmer. Embedsstanden organiserede sig også som økonomiske magthavere, idet de var samfundets jord-, ejendoms- og slavebesiddende klasse. Blandt disse embedsmænd var der også nogle, der havde titlen sehedj swnw og havde til opgave at føre tilsyn med de egyptiske læger.

Lægerne kunne ikke udøve deres kunst frit, eksperimentere og behandle patienterne efter eget skøn. Behandlingen skulle foregå i overensstemmelse med traditioner og gældende retningslinjer. Om disse tilsynsførende embedsmænd selv havde en lægeuddannelse ligesom moderne samfunds embedslæger vides ikke med sikkerhed. Der blev også ført tilsyn med de farmaceuter, der fremstillede medicin.

Læger og præster

Der fandtes to hovedkategorier af læger i Egypten: Dem som behandlede patienter på baggrund af viden og hvad de kunne læse sig til, og dem som brugte deres forbindelse til guderne. Den første kategori er dem, der set med nutidens optik vil blive kaldt de rigtige læger. På egyptisk hed de swnw. Betegnelsen for præsterne var wab. Opdelingen svarer til distinktionen mellem iatros og ierus på græsk, “læge” og “healer”.

De medicinske papyri

De vigtigste skriftlige kilder til indsigt i den egyptiske medicin er de medicinske papyri. Det varierer, hvor mange papyri der henregnes til denne kategori, da mange af dem også indeholder oplysninger om andre emner end lægevidenskab eller kun har sporadiske oplysninger om lægevidenskab og lægemidler. De navngives som regel efter den egyptolog, arkæolog eller lignende, som har fundet dem, efter deres findested eller efter det museum eller den by, hvor de i dag befinder sig. De to vigtigste er Papyrus Edwin Smith og Papyrus Ebers.

Liste over medicinske papyri

  • Papyrus Edwin Smith
  • Papyrus Ebers
  • Papyrus Kahun
  • Papyrus Hearst
  • Papyrus Chester Beatty
  • Berlin
  • London
  • Papyrus Carlsberg
  • Ramessum
  • Leiden
  • Crocodiopolis
  • Brooklyn

For overblikkets skyld kan følgende liste opstilles over de hovedtemaer, som skildres i de medicinske papyri:

  • Kroppens strukturer (anatomi og fysiologi)
  • Sygdomme
  • Oftalmologi (øjensygdomme og deres behandling)
  • Gynækologi
  • Lægemidler
  • Kirurgiske instrumenter

Papyrus Edwin Smith

Denne papyrus blev solgt i 1862 i Luxor af den egyptiske købmand Mustapha Agha til den amerikanske eventyrer og antikvitetshandler Edwin Smith (1822-1906), der boede i Luxor 1858-1876. Ved hans død gav datteren sin fars papyrus til New York Historical Society og i dag befinder den sig hos New York Academy of Medicine. Flere vellignende kopier er siden blevet fremstillet.

Papyrus-rullen består af 17 sammenrullede sider. Den første side mangler, da den i tidens løb er mørnet op. Der er 377 linjer med tekst på forsiden og 92 linjer på bagsiden. Bedømt ud fra håndskriftens stil er den blevet dateret til ca. 1550 f.v.t. Det er usikkert, hvorfra den stammer. Ifølge legenden er den blevet fundet i et gravkammer tilhørende en egyptisk læge i Theben over for Luxor på den anden side af Nilen.

Tekstens indhold drejer sig om 48 cases omhandlende forskellige fysiske traumer. De beskrives hver for sig i en systematisk gennemgang, der indledes med beskrivelse af undersøgelsesmetoden og herefter af diagnosticeringen, prognosen og behandlingen. Implicit fremkommer oplysninger om anatomi, bandager og kirurgiske instrumenter.

Det har været vurderingen, at denne papyrus skal opfattes som en form for lærebog eller instruktion forfattet af en velanset kirurg til brug for andre under oplæring.

Papyrus Ebers

Papyrus Ebers blev solgt til Edwin Smith i 1862. De nærmere omstændigheder omkring fundet og salget, og hvad der blev oplyst i den anledning, kendes ikke, men det siges, at Papyrus Ebers er fundet i en grav i nærheden af Theben, liggende imellem benene på en mumie. I 1869 satte Edwin Smith denne papyrus til salg. I 1873 blev den solgt til den tyske egyptolog Georg Moritz Ebers (1837-1898), der herefter refererede til den som Papyrus Ebers, og den har siden været kendt under dette navn. I dag befinder den sig på universitetet i Leipzig.

I 1890 udgav Ebers en transskription af hieroglyfteksten. I 1913 udkom den første oversættelse til tysk og i 1930 kom en engelsk oversættelse. Det er en 110 sider lang papyrus og dermed ubestridt den mest omfangsrige medicinske papyrus. En passage i teksten refererer til år 9 i Amenhotep 1.'s regeringsperiode og på den baggrund kan den dateres med nøjagtighed til 1534 f.v.t.

Indholdet i Papyrus Ebers er mere blandet og opstillet mere rodet og tilfældigt end den meget systematiske Papyrus Edwin Smith. De første afsnit omhandler maven (khet) og dens sygdomme med hovedvægt på forskellige former for indvoldsorm. Herefter følger afsnit om hudsygdomme, leversygdomme og hovedpine, bl.a. en beskrivelse af migræne. Der er også et afsnit om forskellige typer af bid: menneskebid, krokodillebid og slangebid.

Papyrus Kahun

Papyrus Kahun eller den såkaldte “gynækologiske papyrus” blev fundet i 1889 af den berømte britiske egyptolog Sir William Matthew Flinders Petrie (1853-1942) i Fayum distriktet. Den befinder sig i dag på University College London. En passage i teksten hentyder til år 29 i Amenemhat 3.'s regering og dermed år 1825 f.v.t. Det er den næstældste medicinske papyrus. Den er i skrøbelig forfatning og meget af teksten er helt ulæselig. Tre tekstpassager på henholdsvis 30, 29 og 28 linjer omhandler gynækologi.

Der er ikke meget i den "gynækologiske papyrus", der kan relateres til moderne gynækologi. En stor del af teksten handler om tandpine hos kvinder, herunder tandpine i forbindelse med graviditet. Derudover er der oplysninger om undersøgelse af den gravide kvinde. Som et interessant kuriosum er der en beskrivelse af, hvad der formentlig er en vesikovaginal fistel, en rørformet struktur mellem skeden og blæren, der forårsager passage af urin fra blæren til skeden. I dag ser man fortrinsvis sådanne fistler som en komplikation i efterforløbet af en fjernelse af livmoderen (hysterektomi), men de kan også skyldes infektioner og andre sjældne årsager. Der er ingen beskrivelser af fødselshjælp (obstetrik) i den gynækologiske papyrus.

Anatomi

I følge den romerske historiker Sextus Julius Africanus (160-240), der havde læst de nu tabte værker af den egyptiske historiker Manetho (ca. 300 f.v.t.), så var farao Djer (ca. 3.000 f.kr.), der var en af de første faraoner og fra den tid, hvor Egypten blev samlet som stat, også læge og han skrev om anatomi. Nogle egyptologer mener desuden, at papyrus Edwin Smith bærer præg af, at der har eksisteret en form for anatomisk litteratur, som man har refereret til. Der er imidlertid ingen egyptiske anatomiske værker, der har overlevet frem til nutiden, så det er en hypotese, der kan diskuteres.

De indre organer

Egypterne havde navne for følgende af de indre organer:

  • lunger
  • hjerte
  • lever
  • milt
  • galdeblære
  • mave
  • endetarm
  • tynd- og tyktarm (samme organ)
  • nyrer
  • urinblære
  • livmoder
  • testikler
  • livmoder
  • skede

Alle aflange rørformede strukturer såsom luftrør, spiserør, urinledere, urinrør, sædledere, blodkar m.m. betegnes med ordet metu, der er svært at oversætte, men betyder noget i retning af "transportvej" eller "kanal". Man bemærker, at der er flere af de indre organer, der ikke findes navn for, bl.a.: bugspytkirtlen, binyrerne, bitestiklerne, skjoldbruskkirtlen, briselen m.m., og at tynd- og tyktarm opfattes som et samlet organ. I den kvindelige anatomi mangler der bl.a. navne for æggeleder og æggestok. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes et udtryk for området svarende til livmoderens åbning og livmoderhalsen. Det vidner om enten studium af organer eller muligvis gynækologisk undersøgelsesteknik. Ordet for mave betyder desuden "hjertets mund" og ordet for livmoder betyder også "menneskehedens moder".

Ydre anatomi

Der findes egyptiske navne for følgende strukturer:

  • hud
  • hår
  • øjne
  • øjenbryn
  • næse
  • næsebor
  • læber
  • mund
  • øre
  • pande
  • baghoved
  • skulder
  • nakke
  • arm
  • overarm
  • hofte
  • balder
  • bryster
  • navle
  • penis
  • forhud
  • endetarmsåbningen (anus)
  • skedens åbning

Højre og venstre skulder har hvert sit navn og det samme gælder højre og venstre øre. Om man skal tillægge det en særlig symbolsk mening af medicinsk betydning er svært at sige.

Øjets anatomi

Der findes ord for pupil og for senehinde (sclera), der populært sagt svarer til "det hvide i øjnene". Derudover har øjenlåg og øjenvipper deres egne navne, men der er ikke noget navn for regnbuehinden (iris), det farvede i øjnene.

Skelettets anatomi

Der findes navne for nøgleben (clavicula) og flere af kranieknoglerne: underkæbe, tindingeben, isseben, nakkeben, pandeben og øjenhule.

Embryologi

Der findes et ord for foster, navlestreng og moderkage (placenta). Ordet for navlestreng er det samme som ordet for navle, hvilket kan tyde på, at man havde kendskab til navlens oprindelse. Ordet for foster er det samme, som ordet for æg. Der er dog intet, der tyder på, at egypterne kendte til æg- og sædceller. Det skal snare forklares med den symbolske lighed mellem menneskefostre og ufødte dyreunger i et æg.

Fysiologi

Den egyptiske fysiologi var simpel og set med nutidens øjne fejlfyldt og mangelfuld. Der er i øvrigt ikke noget, der tyder på, at en selvstændig fysiologisk videnskab eksisterede. Fysiologien fremgår implicit af patologien og behandlingsprincipperne. Der findes ikke noget papyrus eller andre skriftlige kilder, der særskilt omhandler fysiologi, der er kroppens forskellige funktioner og deres indbyrdes afhængighed og samspil.

Nervesystemet

Der er intet der tyder på, at egypterne forbandt hjernen med tanker, følelser, bearbejdelse af sanseindtryk eller kontrol over bevægeapparat og indre organer. Hjertet blev opfattet som sæde for følelseslivet. I papyrus Edwin Smith er der en beskrivelse af, hvad der muligvis er en tetraplegiker, der er lammelse eller muskelsvækkelse i både over- og underekstremiteter. Det kan tolkes som et udtryk for, at man kendte til rygmarvens funktion og forbindelsen mellem hjerne og rygmarv (medulla spinalis).

Metu

Blodkar, luftrør, spiserør, urinledere, urinrøret og tarmene opfattes som et transportsystem for føde, væske, blod, urin, afføring, luft m.m., og det anses for vigtigt at sikre fri passage og undgå at dette system bliver tilstoppet. Blæren opfattes primært som et organ til passage af urin.

Hjerte- og kredsløb

Egypterne kendte i følge en tekstpassage i papyrus Edwin Smith til pulsen, som de opfattede som hjertets åndedræt. De mente, at hjertet indtog luft med vejrtrækningen. Et andet sted omtales pulsen som hjertets tale. Der findes beskrivelser af, at lægerne i forbindelse med deres undersøgelse skulle lægge hånden på patienten, måske er der tale om pulsen eller hjerteslaget, der skulle føles.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for medicinens historie

Jesper From
Lektor og speciallæge, Frederiksberg Hospital