Tegning af indvolde
Middelalderlig arabisk (persisk) anatomisk tegning, der nærmere har karakter af diagram end en naturalistisk illustration. På tegningen ses det, at leveren sidder helt oppe i brysthulen. Tegningen kan give indtryk af, at tegneren vil illustrere nogle fysiologiske pointer: tarmenes levering af føde til kroppen og leverens produktion af næringsånde.
Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 4.0

Arabisk medicin er først og fremmest betegnelsen for den litteratur indenfor lægevidenskaben og dens faglige naboområder farmakologi, biologi, zoologi, botanik m.m., som blev skrevet på arabisk i perioden ca. 700-1500. Betegnelsen dækker i nogen grad også over den kulturhistoriske kontekst, som litteraturen blev til i, herunder de hospitaler og sundhedsydelser de islamiske samfund rådede over i samme periode.

Betegnelsen "arabisk medicin" er noget upræcis og måske misvisende, da mange af forfatterne, selvom de skrev på arabisk, ikke var etniske arabere, men havde andre modersmål såsom persisk, aramæisk, syrisk m.m. Betegnelsen islamisk medicin, som under tiden anvendes synonymt, giver ikke bedre mening, da der blandt forfatterne findes såvel jøder som kristne og andre religioner. Den syriske forfatter Al-Quifti (død 1248) udgav et biografisk værk med navne på 415 arabiske læger. Ud af 113 læger fra Irak var 57 muslimer, 37 kristne, 8 jøder og 11 sabæer.

Den arabiske medicins rolle i kultur- og medicinhistorien

Den arabiske medicins historie er tæt sammenvævet med Vestens historie. Selvom man i Vesten ofte ser sig selv som en kulturel modsætning til Østen og den direkte arvtager af antikkens kultur, så er det et faktum, at den europæiske lægekunst i middelalderen udviklede sig på baggrund af den arabiske.

I 800-tallet foregik der i Mellemøsten en energisk oversættelsesvirksomhed af den klassiske græske litteratur til arabisk. I den forbindelse kom der bogudgivelser, hvor de arabiske læger tilføjede deres egne synspunkter og forskningsresultater og desuden elementer fra den indiske og persiske medicin. I 1000- og 1100-tallet blev disse værker i Europa oversat fra arabisk til latin. Det vides ikke sikkert, hvad der var årsagen til denne oversættelsesbølge i Mellemøsten og de arabiske lande, men i hvert fald var der især i Perserriget blandt samfundets elite en meget stor interesse for tilegnelse af viden. Stort set al videnskabelig og filosofisk litteratur man kunne få fat på i udlandet blev læst og oversat.

Geografiske, samfundsmæssige, religiøse og politiske vilkår

Den arabiske halvø var i oldtiden et område uden interesse for stormagterne. Der var ikke udsigt til økonomisk udbytte ved besiddelse af området. De klimatiske forhold og det golde og øde landskab, der hovedsageligt bestod af ørkener og stepper betød ligeledes, at militære operationer og en erobring var mindre attraktivt.

I dette store ørken- og steppeområde levede nomader og halvnomader organiseret i beduinklaner og her udvikledes det nordarabiske eller klassiske arabiske sprog, som Koranen senere blev nedfældet på. I den sydlige del af den arabiske halvø og i Etiopien udviklede de sydarabiske sprog sig. Inden fremvæksten af Islam dyrkede disse stammefolk en religion baseret på dyrkelsen af naturen og af flere forskellige guder.

Islam

Cordoba
Billedet viser den gamle moské i Cordoba, der i dag er katolsk katedral. De intellektuelle miljøer i den klassiske islamiske tid var centreret omkring moskéerne, der således ikke kun var religiøse centre men tillige læreanstalter.
Cordoba

I 570 blev profeten Muhammed født i Mekka. I år 610 begyndte han at få religiøse åbenbaringer ligesom profeterne i Det Gamle Testamente. Det skabte ham både religiøse følgere og fjender. I 622 måtte han flygte fra Mekka sammen med sine tilhængere. Nord for Mekka i byen Medina grundlagde han Medinastaten. Efter langvarige krige indtog han i 631 Mekka. De arabiske stammer og ledere fandt herefter sammen i forbrødring og fællesskab med udgangspunkt i den nye religion.

Medicinen i de tidlige islamiske samfund

Den oprindelige beduinmedicin og de få passager med medicinsk indhold, som kan findes i Det Gamle Testamente og Koranen dannede grundlaget for den tidlige lægevidenskab i den islamisk-arabiske verden.

De gamle beduinstammer havde navne for mange forskellige sygdomme og de havde også et ord for læge: tabib. Det samme ord betyder i øvrigt også læge på moderne arabisk. Anatomien og fysiologien var enkel. Leveren var sæde for tørst og sult, men især for følelser og lidenskaber. Hjertet var sæde for forstanden. I Det Gamle testamente findes udtrykket "at rense hjerte og nyre" i betydningen at undersøge et menneskes moral.

I den egyptiske medicin og balsameringskunst er hjerte og nyrer ligeledes hellige organer. Det vidner måske om et tidligt kulturelt samkvem og udveksling af idéer mellem araberne og deres nabofolk. Sygdomme skyldtes tilstedeværelse af onde ånder, en djinn, og de blev behandlet med bønner, amuletter og besværgelser. Derudover anvendtes smør, dadler, salt, kamelurin m.m. som lægemidler. Aske blev strøet i blødende sår for at stoppe blødningen. Overfladiske og simple kirurgiske indgreb blev også anvendt.

Koranen

Koranen har ikke mange oplysninger om sygdomme og lægevidenskab. Enkelte passager nævner honning og dets anvendelse som lægemiddel. Der findes ligeledes passager med omtale af fosterudviklingen. Til gengæld lægger Koranens etik stor vægt på hjælp til syge og fattige og det anses for hellige handlinger at yde bistand og støtte til samfundets syge og udsatte. Ligeledes omtaler Koranen det som Guds vilje, at man søger indsigt og viden. Der er uenighed om hvordan, det skal tolkes. Nogen mener, at der udelukkende menes religiøs viden. Andre har tolket det sådan, at læger og naturvidenskabsmænd med deres aktiviteter og valg af erhverv går direkte i Guds tjeneste.

Den islamiske kulturs naboer

Nord for araberne levede forskellige folkeslag i Perserriget og Det Østromerske rige. Deres kultur var præget hellenismen og Kristendommen, der i 313 var blevet statsreligion i Romerriget. Den hellenistiske kulturs medicin, havde sin oprindelse i den store blandingszone af græsk og østerlandsk kultur, der var opstået i kølvandet på Alexander den Stores erobring af Perserriget århundreder tidligere, og den var baseret på en blanding af især Galenos og Hippokrates' teorier og forskellige bidrag længere østfra.

Den islamiske ekspansion 634-725

Efter profeten Muhammeds død i 632 blev der fundet en arvtager, en kalif. I perioden 634-724 blev forbrødringen og den religiøse vækkelse iblandt de arabiske stammer kanaliseret ud i en omfattende erobringskrig. Det erobrede område kom til at strække sig fra Pakistan i øst til Pyrenæerne i vest. Alle landene i Mellemøsten og Nordafrika og den Iberiske halvø samt Cypern og Rhodos blev en del af det nye arabisk-islamiske imperium. Erobringen foregik med en bemærkelsesværdig hast, en forbløffende ro, orden og et historisk bemærkelsesværdigt fravær af plyndringer og massakrer. De arabiske tropper var meget veldisciplinerede og tolerante, hvilket hovedsageligt skyldtes den nye tro.

Ifølge Koranen var jøder og kristne og tilhængere af andre monoteistiske religioner som mazdaismen i Iran og sabiernes religion i Irak "Bogens folk" og således dyrkere af profeter og dermed et forstadium til Islam. De kunne nyde religionsfrihed og i øvrigt lige rettigheder med andre mod at betale skat, tribut. Det Østromerske rige og Perserriget var militært og politisk svækkede efter mange krige og gjorde kun begrænset modstand.

Mange kristne i Mellemøsten og Nordafrika var monofysitter, der ikke anerkendte treenighedsdogmet og dogmet, at Jesus havde to samtidige naturer: sand gud og sandt menneske. De blev forfulgt og bekriget af de ortodokse biskopper længere vestpå, og hilste derfor araberne velkomne som befriere, der kunne sikre religionsfrihed. Det store imperium gik hurtigt i opløsning og opdeltes i en række mindre stater. Allerede i 756 udskilte Al-Andalus (Andalusien) sig som en selvstændig stat.

Oversættelsesbevægelsen

I perioden ca. 750-900 blev flere hundreder græske bogtitler oversat til arabisk og enkelte tillige til syrisk og hebraisk. Det drejede sig hovedsageligt om værker af Hippokrates og Galenos, men derudover 21 andre forfattere, der omfattede alt fra meget kendte forfattere som Aristoteles til mere obskure navne, fx Dioskorides, Rufus af Efesos og Paulos af Aigina. Mankah var en af de indiske læger, der blev oversat til arabisk. Navnet er formentlig en arabisering af sanskrit Manikya. Der vides ikke meget om Mankah udover, at han i noget af sin levetid arbejdede hos kaliffen i Bagdad omkring år 800.

Oversættelsesprocessen havde ikke kun medicinhistorisk betydning men også sproghistorisk. Det arabiske sprog blev i denne periode forfinet med nye videnskabelige udtryk, som oversætterne tilførte det. Det var langtfra alle oversættere, der var læger, men de var alle sammen lærde filosoffer. Nogle beskæftigede sig hovedsageligt med matematik og astronomi.

Den nye arabiske litteratur

Avicenna
Avicenna eller Ibn-Sinna (980-1037) var en af middelalderens største "arabiske læger". Han var af oprindelse fra Persien (det nuværende Uzbekistan), men skrev på arabisk. Hans hovedværk Al-Qanun blev oversat til latin under navnet Canon og blev en klassiker. Den var en del af pensum ved universitetet i Montpellier indtil 1650.
Wikimedia Commons.

Den nye litteratur bød ikke kun på oversættelser af ældre græske værker, men også på nye lærebøger og introduktionsbøger til forskellige emner. Galenos' teorier udgjorde basis i disse. Ifølge lægen Rhazes (864-925) kunne Galenos' betydning for medicinen i den islamiske verden ikke overvurderes. Der blev lagt vægt på Galenos' omtale af åndedrættet og betydningen af indtagelse af luft og sjælens forbindelse til åndedrættet og dens medvirken i kroppens funktioner. Spor af den oprindelige beduinmedicin forekom også i litteraturen. Et sted nævnes det bl.a., at forstanden har bosted i hjertet, men at den skal føres til hjernen for at være virksom. En form for stofskifteteori antydes i en beskrivelse af, hvordan føden gøres flydende i tarmene og ved opvarmning i legemet omdannes til de fire legemsvæsker.

Et vigtigt fysiologisk bidrag, som historikerne blev opmærksomme på i 1935, kom fra den arabiske læge Ibn-Nafti (1200-tallet), som beskrev lungekredsløbet: at blodet fra højre hjertehalvdel udpumpes til lungerne for herefter at vende tilbage til venstre hjertehalvdel. Traditionelt er den spanske læge Miguel Serveto blevet tilskrevet den opdagelse. Det var en del af forarbejdet til den engelske læge William Harveys opdagelse af Legemskredsløbet i 1628, hvor han fandt ud af, at hjertet fungerer som to serieforbundne pumper, venstre og højre hjertehalvdel, der pumper blodet ud i hhv. det systemiske kredsløb og lungekredsløbet.

Fra arabisk til latin

I perioden 1000-1200 begyndte en oversættelse af de arabiske lægebøger til latin. Det betød, at de klassiske græske værker nu blev formidlet på en anden og mere pædagogisk måde. De fik tilføjet supplerende viden fra Østens medicin og fik således nyt liv og større publikum. En stor del af denne oversættelsesvirksomhed foregik i Spanien og blev foranlediget af de lærde kristne munkes kontakt med araberne. I den forbindelse gjorde den italienske Munk Gerardo de Cremona (Gerardus Cremonensis) (1114-1187), som havde slået sig ned i Toledo, en betydelig indsats. Han oversatte 24 bøger fra arabisk til latin, bl.a. Avicennas Al-Quanun (Canon), Rhazes Liber Almansorius og Albucassis lærebog i kirurgi De cirurgia.

En anden vigtig oversætter var Constantinus Africanus (død 1098). Der vides ikke meget om ham som person og hans livshistorie. Ifølge nogle kilder var han oprindeligt en saracener, der var en islamisk sørøver og kriger, og han kom som flygtning til klostret Monte Cassino og lod sig omvende til Kristendommen. Ifølge andre kilder stammede han selv fra de intellektuelle og lægelige miljøer i Tunesien. De sidste år af sit liv i Italien brugte han på arbejdet med oversættelser fra arabisk til latin.

Betydningsfulde læger fra den arabiske verden

Det samlede antal af læger, der skrev på arabisk i middelalderen er temmelig stort, og mange kendes i dag kun af få, men et mindre antal fik i kraft af deres viden og indsats skelsættende betydning. Deres værker blev en slags klassikere, som fandt vej til de fleste europæiske universitetsbiblioteker og de selv blev autoriteter man henviste til i såvel litteratur som lærde diskussioner.

Rhazes

Lægen Rhazes (Al-Razi) var født i Iran i nærheden af det nuværende Tehran. Han er kendt for sine meget grundige lærebøger, som han altid indledte med en litteraturgennemgang af, hvad der tidligere og nyligt var skrevet om emnet. Han var leder af et hospital i Bagdad. Tilsyneladende havde han en vis forståelse for betydningen af hygiejne. Da man skulle opføre et nyt hospital, lod han råt kød ophænge på de forskellige potentielle byggegrunde. Han udpegede derefter det sted, hvor kødet var mindst medtaget af forrådnelse.

Ifølge historikeren Emilie Savage-Smith (født 1941) lavede Rhazes også historiens første case-kontrol studie, hvor han sammenlignede forløbet hos to grupper af meningitispatienter. Den ene gruppe af patienter (cases) var blevet behandlet med åreladninger. Kontrolgruppen bestod af de patienter, der ikke var blevet åreladt. Skal man tro resultatet, forbedrede det mulighederne for overlevelse at blive åreladt.

Diagnosens rigtighed kan dog betvivles. Tages det i betragtning, at nogle af patienterne måske har haft meningokok-sepsis, der er blodforgiftning på grund af meningitisbakterier i blodet, og dermed har været i septisk shock, så ville en åreladning nærmere have været med til at fremskynde døden på grund af et yderligere fald i blodtrykket og dermed hjerte- og kredsløbssvigt. Uanset hvad var det et originalt bidrag til lægevidenskaben på dette tidspunkt at udtænke et studiedesign baseret på to grupper af patienter med samme lidelse, hvor man udsætter den ene gruppe for en intervention eller behandling og observerer, om det har en afgørende forskel i forhold til resultatet (outcome).

Avicenna

Avicenna (Ibn Sina) er en af de mest kendte af de arabiske læger. Han voksede op i Uzbekistan og hans modersmål var sandsynligvis persisk. Han var filosof, men arbejdede derudover som både læge og kirurg mange forskellige steder i den arabiske verden. Hans lærebog i lægevidenskab Canon medicinae (Al-Quanun) blev kendt for at være en af tidens bedste medicinske basisbøger på grund af dens systematik, overblik og kortfattede og præcise sproglige stil.

Avicennas Canon blev stadigvæk anvendt ved universitetet i Montpellier så sent som i 1650. Avicenna beskrev ligeledes den eksperimentelle metode i kontrollerede og systematiske forsøg og redegjorde i den forbindelse, som den første i videnskabens historie, for confounding: dét, at der opstår fejlkonklusioner i en undersøgelse eller i et forsøg på grund af, at faktorer, man ikke er opmærksom på eller kender til, påvirker resultaterne.

Avicenna var uenig med Galenos i at kroppens varme (den normale legemstemperatur) skulle forklares med en ild i venstre hjertekammer. Han mente, at den skyldtes åndedrættet, der havde til formål at forbinde sjæl og legeme. Muligvis har varmen i udåndingsluften bragt ham på det ræsonnement.

Al-Madjusi

Lægen Al-Madjusi (930-994) skrev en berømt lærebog i medicin og kirurgi, Liber Pantegni, der vandt beundring for sin orden og systematik. Bogen har en grundig historisk indledning og derudover gør den som en af de første lægebøger brug af referencer og henvisninger til disse på en måde, så det er let at orientere sig. Bogens første bind rummer de teoretiske basisfag, der er nødvendige for forståelse af kroppen og dens biologi: anatomi, fysiologi m.m. Andet bind omhandler sygdomslære, undersøgelsesteknik, behandling osv.

Maimonides

Maimonides (Moshe Ben Mayon) var en jødisk læge fra Cordoba, der i 1158 flyttede til Marokko og derfra videre til først Palæstina og derpå Egypten, hvor han blev livlæge for Storvesiren. Han skrev i alt ti arabiske lægebøger, der senere blev oversat til latin, heriblandt Regimen sanitatis, en lærebog i bevarelse af sundhed og aforismerne, der rummer 1500 vigtige citater af Galenos.

Ibn-Tayyib

Ibn-Tayyib (død 1054) var en kristen læge fra Bagdad, hvor han arbejdede på Abdudiya-sygehuset og samtidig var personlig læge for den kristne patriark. Han forfattede og oversatte flere lægebøger, bl.a. udgav han sine kommentarer til de 16 bøger fra Alexandriaskolen, der senere blev oversat til latin, Summarium Alexandrinorum. Han var læremester for en anden kristen arabisk læge Ibn Butlan (1001-1063), der senere skrev vejledninger i hygiejne til munkeklostrene.

Ishâq Ibn ‘Imrân

Ishâq Ibn ‘Imrân (død i perioden 903-909) var læge og levede i Bagdad og Nordafrika. Han forfattede talrige skrifter, men blev kendt for sin afhandling om melankolien. En sygdom der ifølge humoralpatologien skyldes overskud og ophobning af sort galde. I sin afhandling skriver Ishâq Ibn ‘Imrân, at den eneste læge, der har beskæftiget sig indgående med melankoli er Rufus af Efesos, men at han kun har skrevet om melankoli i den form, hvor den sorte galde samler sig nedenfor ribbenskurvaturen (epigastriet). I afhandlingen beskriver Ishâq Ibn ‘Imrân de andre former, herunder de tilfælde, hvor melankolien starter i hjernen eller et andet sted i kroppen og ender med at stige til hjernen.

Averroës

Averroës (Ibn Rushd) var født i Cordoba, men levede det meste af sit liv i Marrakesh i Marokko. Hans videnskabshistoriske indsats ligger først og fremmest inden for filosofien. Han er kendt som den "arabiske Aristoteles", men han virkede også som læge. Ligesom Aristoteles var han en stor systematiker og indsamler af data. Han skrev 20 medicinske lærebøger, hvoraf Colliget, en slags kompendium indeholdende afsnit om anatomi, fysiologi, patologi, farmakologi, tegn- og symptomlære, hygiejne, ernæring og behandling, er den mest kendte.

Ishâq al-Isrâ'Îlî

Ishâq al-Isrâ'Îlï (født ca. 850) blev født i en jødisk familie i Egypten. Han blev særligt kendt for sin bog om feber og forskellige feberformer. I den beskriver han bl.a. den akutte feber, den hektiske feber, endagsfeberen, den bulne feber m.m. Han skrev desuden en bog om urin, om urinens forskellige farver, lugte og bundfald, samt forskellige forklaringer på ufrivillig vandladning (inkontinens).

Albucassis

Albucassis (Abbas al-Zahrâwi) (931-1013) var aktiv som læge og kirurg i det sydlige Spanien. Han var interesseret i pædagogik og skrev flere lærebøger, bl.a. en lærebog i kirurgi De cirurgia, der adskiller sig ved at have mange tegninger af de kirurgiske instrumenter. I den finder man også den første udførlige beskrivelse af sikring af blodets størkning (hæmostase) ved hjælp af opvarmning, (kauterisation). Det vil sige ved brug af et glødende brændejern (kauter). En anden bemærkelsesværdig anekdote er den, at Albucassis brugte cannabis som smertestillende lægemiddel.

Avenzoar

Avenzoar (Ibn Zuhr) (død 1162) skrev to berømte bøger. Den ene hed a capite ad calcem (Fra hoved til hæl) og omhandler alle kroppens sygdomme og den objektive undersøgelse. Derudover har den et afsnit om feber, epidemier og en receptsamling. Den anden bog handler om sygepleje og rummer ingen egentlige sygdomsbeskrivelser.

Byer, hospitaler og læreanstalter

Den kultur og de videnskabelige miljøer, der var de bærende piller i den arabiske medicin, centrerede sig omkring nogle få byer, læreanstalter og hospitaler.

Gondeshapur

I det sydvestlige Iran lå byen Gondeshapur, som blev grundlagt i 260 og erobret af de muslimske arabere i 638. Da araberne erobrede byen fandtes der et blomstrende samfund af nestorianske kristne, der var flygtet fra Det Østromerske Rige og havde syrisk og aramæisk som modersmål. I Gondeshapur fandtes også en lægeskole, som var en del af den hellenistiske kultur og den største medicinske læreanstalt i datidens Sassaniderrige (Iran).

Bagdad

I 760 blev Bagdad grundlagt. Det var meningen, at den skulle erstatte Damaskus som hovedstad i det nye muslimske verdensrige, kalifatet, som netop var blevet etableret og som så småt allerede var ved at gå i opløsning. I 830 fik Bagdad et stort bibliotek, Visdommens hus, der blev centrum for oversættelsesvirksomheden af tekster fra græsk og persisk til arabisk.

Alexandria

I Alexandria havde der siden oldtiden været et stort og berømt bibliotek, der tillige havde været et centrum for medicinsk forskning og undervisning. I 639-642 blev Egypten erobret af araberne. Alexandria overgav sig uden kamp i 642 efter en traktat mellem lederen af den koptisk kristne kirke og den arabiske general Amir Ibn al As. Kopterne blev garanteret religionsfrihed og biblioteket forblev en stående autoritet og læreanstalt under arabernes herredømme. Mange af de græske bøger som blev studeret og oversat af araberne befandt sig i Alexandria.

Quayrawan

Et andet vigtigt kulturcenter var Quayrawan (Kairouan) i Tunesien. Byen blev grundlagt i 670 af de erobrende arabere. Den rummede et stort jødisk og kristent mindretal. Der var en talmudisk skole og desuden en berømt lægeskole. Constantinus Africanus var muligvis oprindeligt fra Quayrawan.

Hospitaler

Det største hospital var Mansur i Cairo fulgt af hospitalerne i Bagdad og Damaskus. Hospitalerne var gennemgående større, bedre organiseret og mere hygiejniske end de vestlige. Som en “socialmedicinsk foranstaltning” modtog patienter ved udskrivelse fem guldstykker, så de kunne klare sig et stykke tid indtil de fandt tilbage til arbejde. I Divrigi i Tyrkiet blev der i 1228-29 opført et af historiens første hospitaler til sindslidende i tilknytning til byens moské

Den arabiske terminologi

De fire legemsvæsker:

  • blod (dam)
  • slim (balgham)
  • gul galde (al mirrah as-safrá)
  • sort galde (al mirrah as-sawda)

Balance og pneuma:

  • ubalance (dyskrasi) (su' al mizàdj)
  • balance (eukrasi) (al mizàdj)
  • pneuma (rîh)

Den arabiske medicins indflydelse i Danmark

Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 men fik først et medicinsk fakultet i 1539. De danske læger måtte før 1539 søge uddannelse i udlandet. De fleste rejste til Frankrig. Den ældste danske universitetsuddannede læge, man har kendskab til, er benediktinermunken Henrik Harpestreng. Det vides ikke med sikkerhed, hvor han tog sin magistergrad, men sandsynligvis i Italien eller Frankrig. Der findes ikke mange oplysninger om arabisk medicin i de få skrifter vi har overleveret fra ham. I hans berømte danske urtebog anbefaler han dog, at man fremstiller røgelse ud fra gummiharpiks udvundet af forskellige Boswelliaarter, der vokser i Arabien. Fra 1200-tallet har man kendskab til tre danske teologer, der opholdt sig ved universitetet i Paris og deltog i den lærde debat: Boethius de Dacia (Bo fra Danmark), Martinus de Dacia og Johannes de Dacia. Boethius de Dacia var kendt som en varm tilhænger af den spansk-arabiske læge Averroës.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig