Stanley Prusiner er en amerikansk læge, der har været professor i neurologi fra 1984 og i biokemi fra 1988 ved University of California, San Francisco. Stanley Prusiner oprettede i 1974 et laboratorium for studiet af den arvelige Creutzfeldt-Jakobs sygdom og lignende spongiforme encefalopatier, bl.a. scrapie, der hidtil var antaget at være forårsaget af et slow virus. I 1982 påviste han, at smitstoffet ved scrapie er et særligt protein, som han navngav prion. Da han og hans forskerhold i løbet af 1980'erne havde identificeret prionproteinets aminosyresammensætning og det kodende gen, kunne han påvise, at de arvelige prionsygdomme skyldtes mutationer i dette gen. Stanley Prusiner modtog nobelprisen i fysiologi/medicin i 1997.